Næste:
Næste:

ANHOLT: Det mest afsides sted i Danmark – og hvorfor rejsen er umagen værd

Om sommeren flyder Anholts havn over med lystbåde, gin & tonics og fest i den lyse sommernat. Men når højsæsonen brænder ud, opstår den ægte magi. Her venter vandreture gennem ørkenen, stjernehimmel uden lysforurening og gamle sommerhuse med dårligt internet. Her går livet langsommere, næsten baglæns, og det største eventyr er følelsen af at have god tid, meget langt væk fra alting.

En færgetur tilbage i tiden

»Det er som at tage 50 år tilbage i tiden« – Taxachaufføren, der samler os op fra letbanen i Grenaa, ser skeptisk på os: »Har I været der før?« . Forude venter en tre timer lang færgetur til en ø midt i Kattegat, halvvejs til Sverige.

Da land er i sigte, vinker de rejsende til folk på havnen, der står klar med cykler, biler og endda en traktor med foret lad. Vi, ingen venter på, svinger vandrerygsækkene over skuldrene og træder fra borde til kommentaren fra en øboer: »Hold da op, der er mange med ombord i dag«.

To biler forsvinder op ad hovedvejen, så en knallert, traktoren tøffer efter, et par cykler sætter knirkende i gear, og så er det bare os på gåben. Snart er alle drejet af, og vi er de sidste på vejen ind i øjunglen af enebær og bjergfyr. Der dufter af harpiks, en hare smutter ud af øjenkrogen, og vi går midt på vejen – den ene af to asfalterede på øens 22 kvadratkilometer.

På kanten til ørkenen

Sommerhusene putter sig i blødt, lysende rensdyrslav. Man ser dem først, når en postkasse afslører dem. Her findes ikke dårlig beliggenhed.

På Kistehøjvej ligger et lille, sort hus på kanten af ørkenen. Her er køkken og bad efterladt i halvfjerdserne, armaturerne er avocadogrønne og opvaskemaskinen fraværende. Kaffekopper og tallerkener er lidt umage og skårede, knivene sløve. På Anholt får genstande lov at leve til deres dages ende. Alt nyt skal fragtes over med færgen, så her bruges og genbruges. Tre vinoptrækkere og fire ostehøvle siger noget om sommerhusdiæten.

Bjælkesommerhuse med mostag. Foto: Maria Halse.

Vi finder os til rette på kanten af ørkenen. Her er så stille, at det næsten trykker på trommehinderne. En lille flok myrer danser sejrsdans om krummerne fra vores morgenbrød.

Havnen på Anholt. Foto: Maria Halse.

Vi ender med at slukke for TV’et, skænke et ekstra glas rødvin og kigge ud over ørkenen.

Som amatørornitologer spejder vi mod himlen og googler “fugle på Anholt”. En rovfugl – internettet siger rørhøg – cirkler over landskabet.

Brandmanden brygger gin

Øen er dækket af enebærbuske, og de tjener til bedste formål: Øboeren Jakob Kjærgaard destillerer prisvindende gin af øens enebær og exceptionelt rene grundvand. Hans gin bærer sloganet “Mindre pis, mere gin” og en sandørentvist på etiketten. Den samme, som han har tatoveret på sin højre hånd, over sine fem børns initialer.

Jakob, med titlerne ginbrygger/brandmand/tømrer/barejer, har boet på Anholt siden 2006. En fiks idé om et barselseksil på en næsten øde ø blev til tyve år og fire børn mere – og nu kommer han nok ikke herfra, siger han med et smil. Kæresten Signe Hylby er sygeplejerske, giftefoged og skribent på Anholt-posten.

Ginbrygger/brandmand/tømrer/barejer Jakob Kjærgaard med sin Anholt Gin. Foto: Maria Halse

Sådan er det på Anholt, bedyrer Jakob: ”Man skal ville det. Og man giver sig i kast med det arbejde, der er.” Med 127 øboere, hvoraf flere er børn og ældre, må de driftige hænder tage fra for at få det lille samfund til at fungere. Jakob er således også postmand.

Øens yderpunkter

I sommermånederne summer øen som en hidsig bikube. Det siges, at den lille lystbådehavn har plads til 200 både – men at 600 fortøjes i forlængelse af hinanden, når sommeren peaker i uge 30. Der er dans på Orakelbar, jomfruhummere på kajen og iskolde gin & tonics på Dørken.

Anholts primære omsætning kommer fra turisme, og pengene skal tjenes om sommeren. Jakob trækker lidt på det, da vi spørger, om han bryder sig om ræset: »Det er lige fra den ene yderlighed til den anden.

»Sommeren er helt ekstrem. Og vinteren er tilsvarende ekstremt stille. Men jeg tror, der er brug for det. Begge dele ville tage livet af dig, hvis du ikke havde kontrasten«.

Vi nyder majsolen og et hastigt havdyp – men gyser ved tanken om en forblæst februardag. Træernes afbøjede retning vidner om vinterblæst. Hvad laver man mon, når vinteren kommer? Jakob gnægger og siger, at de lukker Anholt: ”Men det, folk ikke ser er, at vi jo er et samfund, der skal løbe rundt. Og vi har alle de funktioner, der skal være i et samfund: Hjemmeplejen, skolen, kirken, brandvæsnet, fiskeriet, købmanden. Og vi har sådan set endnu mere at lave, for vi kan ikke forvente hjælp fra nabobyens brandvæsen eller handle et andet sted”. Om vinteren går tiden med at sørge for, at øen består. ”Men ja, livet går langsommere. Det er der, de nære relationer bliver essentielle”.

Storslået, vild natur og Dark Sky-certificeret stjernehimmel. Foto: Maria Halse.

Tid til at tælle stjerner

Vi går tidligt i seng i den lyse maj-nat, men vågner 01.49. Vi svøber os i de lune dyner og går ud i den kølige nat. Læner hovedet tilbage i solstolene og ser op: Uendeligt mange stjerner skinner fra den uforstyrrede himmelbue. Anholt ligger langt fra storbyers lysforurening og blev i 2025 officielt Dark Sky-certificeret som et af verdens bedste steder at se stjerner.

Vi lukker atter øjnene i den lille cigaræske af et sommerhus, udmattede af frisk havluft og gin & tonics.
Der er ingen planer for morgendagen. Måske en kalaha-turnering. En vandretur gennem ørkenen til fyret.
Der går rygter om en strandet hval ved Flakket. Og så skal vi huske at købe kaffe, inden købmanden holder fyraften kl. 12.

Gå på opdagelse i flere historier og oplevelser i DAW universet


Annoncer fra Politiken Advertorial