Der er langt fra et klasseværelse i Danmark til Galapagosøerne, Fijis strande eller New Zealands bjerge. Men for mange unge er netop den afstand en del af pointen.
Efter gymnasiet venter der store valg. Uddannelse, arbejde, måske en ny by og for første gang et voksenliv, hvor man selv skal finde retningen. Derfor vælger mange et eller flere sabbatår, hvor de arbejder, rejser og forsøger at finde ud af, hvad der skal ske bagefter.
Og sabbatåret behøver ikke være en pause fra at lære.
Hos Dansk Studie Center er ideen nærmest et rejsende højskoleophold. I stedet for at bo på den samme højskole i Danmark i nogle måneder rejser typisk 30-35 unge sammen gennem flere lande. Undervejs kombineres store rejse- og kulturoplevelser med det sociale fællesskab, man kender fra højskolen, og på mange af rejserne også undervisning i blandt andet kommunikation og personlig udvikling.
Dansk Studie Center har arrangeret højskolerejser for unge i mere end 28 år. Rejserne varer typisk to-tre måneder, og en dansk rejseleder følger holdet under hele turen. Transport, overnatninger og en stor del af programmet er planlagt på forhånd, mens der også er friperioder, hvor deltagerne selv kan tage på eventyr i mindre grupper.
På en højskolerejse til Japan får deltagerne indblik i lokale traditioner og kultur.
Dermed adskiller formen sig fra den klassiske backpackerrejse. De unge får stadig friheden og eventyret langt hjemmefra, men inden for nogle rammer, hvor de ikke selv skal stå med al logistikken – og hvor der er hjælp at hente, hvis noget går galt.
»Da jeg selv havde sabbatår for 30 år siden, kunne jeg enten tage på højskole i Danmark eller rejse ud i verden som backpacker med en oneway-flybillet, en guidebog og en veninde. Jeg valgte at tage på højskole. Det var en fantastisk oplevelse, men jeg kan godt være lidt misundelig på de unge i dag, som med en højskolerejse kan kombinere det bedste af begge verdener – højskolen og dannelsesrejsen« siger Iben Winther, Head of Sales & Product Development hos Dansk Studie Center.
Ida tog afsted alene
22-årige Ida Jørgensen var en af dem, der valgte at bruge en del af sit sabbatår langt hjemmefra.
I efteråret 2024 pakkede hun kufferten og rejste i tre måneder gennem Latinamerika med Dansk Studie Center. Turen gik til Ecuador, Galapagos, Costa Rica, Mexico og Cuba.
Hun kendte ikke en eneste af de andre deltagere på forhånd.
»Jeg overvejede lidt, om jeg skulle finde nogen, jeg kendte, som jeg kunne rejse med. Men der var bare noget ved Latinamerika, der talte til mig. Jeg havde haft spansk i gymnasiet og kunne virkelig godt lide kulturen, så jeg tænkte, at selvfølgelig skulle jeg bare tage afsted alene« fortæller hun.
Det er langt fra usædvanligt. Ifølge Dansk Studie Center tilmelder 85 procent af deltagerne sig uden på forhånd at kende nogen på holdet. Derfor bliver arbejdet med at skabe et fællesskab også en del af rejsen fra begyndelsen.
For Ida blev de fremmede hurtigt til venner.
Ida oplever latinamerika som er kendt for sin farverige kultur, levende gader og helt særlige atmosfære.
Halvandet år efter hjemkomsten samledes omkring halvdelen af holdet til reunion. Nogle ser hun ofte, andre kun en gang imellem. Men følelsen af at have oplevet noget særligt sammen er der stadig.
»Vi har bare et helt særligt bånd, som man ikke får med andre på samme måde. Man har lært hinanden at kende i et helt fremmed land og delt så meget. Når man kommer hjem, skal man næsten lære hinanden at kende på en ny måde, fordi man måske ikke engang ved, hvad hinandens forældre hedder, eller præcis hvor den anden kommer fra. Men man har samtidig noget, der virkelig binder en sammen« siger hun.
Og Ida fik mere end venner med hjem. På rejsen mødte hun også sin kæreste, som hun i dag er flyttet sammen med.
Verden sætter hverdagen i perspektiv
Men når Ida i dag ser tilbage, er det ikke kun menneskene, hun husker.
Cuba gjorde eksempelvis stort indtryk. Mødet med mennesker, der lever under helt andre vilkår end dem, hun kendte hjemmefra, fik hende til at se sit eget liv med nye øjne.
Kulturmøder er en vigtig del af rejsen hos Dansk Studie Center.
» Det er noget af det, man lærer ved at rejse. Hvor glade mennesker kan være på trods af de vilkår, de lever under. Man bliver bevidst om, hvor privilegerede vi egentlig er herhjemme « siger hun.
Det er netop kombinationen af den ydre og den indre rejse, Dansk Studie Center gør sig umage med at bygge ind i højskolerejserne. På mange af turene indgår undervisningsforløb, som skal give deltagerne anledning til at reflektere over blandt andet relationer, værdier og fremtid. Undervisningen foregår ikke nødvendigvis i et traditionelt klasselokale, men kan flytte med gruppen og foregå i de omgivelser, rejsen nu befinder sig i.
For Ida var udviklingen ikke nødvendigvis noget, hun selv bemærkede fra dag til dag.
»Mine forældre kunne tydeligt mærke, at jeg var anderledes, da jeg kom hjem. Jeg lærte meget om mig selv, og når jeg ser tilbage, er det det bedste, jeg nogensinde har gjort for mig selv« siger hun.
Mads ville begynde med et blankt stykke papir
Også 22-årige Mads Søndergaard havde længe vidst, at han ville bruge sit sabbatår på at rejse. Han vidste bare ikke helt hvordan.
Efter gymnasiet arbejdede han for at spare penge sammen, mens tankerne om den store rejse tog form. Til sidst valgte han en tre måneder lang rejse til Fiji, New Zealand og Australien.
Ligesom Ida tog han afsted uden at kende nogen på holdet.
» Jeg ville gerne ud at møde nogle mennesker. Og måske også finde lidt mere ud af mig selv. Jeg kunne godt lide tanken om at være sammen med mennesker, som ikke kendte mig i forvejen og derfor heller ikke havde nogen forestilling om, hvordan jeg var. På den måde kunne man næsten få en ny start« fortæller han.
Der blev rigeligt med eventyr. Seks ugers rundrejse på New Zealands nord- og sydø, Fiji og en tur ned langs Australiens østkyst fra Brisbane via blandt andet Byron Bay til Sydney. I en friuge rejste Mads sammen med en mindre gruppe til Cairns og dykkede ved Great Barrier Reef.
I New Zealand kommer Mads helt tæt på den storslåede natur.
Men det er ikke kun de store oplevelser og destinationer, Mads har taget med sig hjem. Mindst lige så vigtigt er de relationer, der opstod undervejs. Næsten to år efter hjemkomsten holder han stadig fast i flere af de venner, han lærte at kende på turen.
»Vi har stadig alle de interne ting og minderne fra rejsen. Når vi mødes, kommer noget af den samme stemning tilbage. Jeg har fået en masse gode venner – og så fik jeg også en sød kæreste med hjem « siger han.
Frihed – men med nogen i ryggen
For Mads var det vigtigt, at rejsen ikke føltes som en færdigpakket ferie. Der var perioder, hvor gruppen kunne dele sig, og deltagerne selv kunne bestemme, hvad de ville opleve. På turen i Australien tog nogle eksempelvis på roadtrip, mens andre rejste til Cairns, Whitsundays eller andre steder.
Men samtidig var der nogen i ryggen.
På alle Dansk Studie Centers højskolerejser følger en dansk rejseleder gruppen fra første til sidste destination. Rejselederen står for en række af højskoleaktiviteterne undervejs og har samtidig fokus på fællesskabet og på, hvordan gruppen fungerer sammen. Derudover koordinerer rejselederen det praktiske og er til stede, hvis der opstår sygdom eller andre uforudsete situationer. Dansk Studie Center har desuden døgntelefon og er registreret i Rejsegarantifonden.
Det var også noget, der gav tryghed hjemme hos Ida. Hendes forældre vidste, at hun gerne ville opleve Latinamerika, og selv om hun rejste langt væk, var de trygge ved måden, hun gjorde det på.
»Jeg var meget tryg ved at tage afsted, og mine forældre var også meget trygge ved at sende mig afsted« fortæller hun.
Mere end en lang ferie
For Mads fik rejsen også en betydning, han ikke havde regnet med hjemmefra.
Undervisningen og arbejdet med værdier og personlig udvikling satte tanker i gang om, hvad der egentlig var vigtigt for ham. Tanker, der siden har haft betydning for hans valg af uddannelse.
»Jeg tog ikke afsted for at finde mig selv. Jeg ville først og fremmest rejse. Men det blev en bonus, at jeg lærte sindssygt meget om, hvem jeg er, hvad jeg godt kan lide, og hvorfor jeg gør nogle af de ting, jeg gør. Det har givet mig nogle værktøjer til at udvikle mig videre, håndtere udfordringer og træffe bedre valg for mig selv«
Mads Søndergaard
Og måske er det netop her, forskellen mellem ferie og et rejsende højskoleophold ligger.
Undervisning, naturoplevelser og et fællesskab skaber rammerne for både faglig og personlig udvikling.
Man tager afsted for at opleve verden. For at stå på en strand på Fiji, snorkle ved Galapagos, vandre gennem New Zealand eller dykke ved Great Barrier Reef. Men undervejs skal man også finde sin plads blandt 30 mennesker, man ikke kendte hjemmefra. Man skal træffe beslutninger, overskride nogle af sine egne grænser og opdage, at mennesker på den anden side af kloden lever på helt andre måder.
Det giver oplevelser, der kan fotograferes og deles.
Men spørger man Ida og Mads, er noget af det vigtigste, de fik med hjem, sværere at sætte på et billede: venner, nye perspektiver og en større forståelse af sig selv.
Læs mere om Dansk Studie Center her