Elektrificeringen er for længst rykket ind i luksusbilernes verden. Men for et bilmærke med en så stærk historisk identitet som Range Rover handler overgangen til elektrisk drivkraft om mere end batterier, rækkevidde og ladetider. Det handler om identitet.
For Range Rover er ambitionen nemlig klar: De nye elektriske modeller, Range Rover Electric og Range Rover Sport Electric, skal først og fremmest være en Range Rover – og derefter en elbil.
»Det skulle være en Range Rover først« lyder det fra Martin Limpert, Global Managing Director for Range Rover, som fremhæver moderne luksus, raffinement, komfort, tidløst design og terrænegenskaber som de grundlæggende værdier, der ikke må gå tabt i overgangen til elektrisk drift.
Stilheden bliver en del af luksusoplevelsen
Elektrisk fremdrift giver Range Rover mulighed for at bygge videre på en af mærkets mest centrale egenskaber: følelsen af ro.
Den næsten lydløse elmotor kan gøre kabinen endnu mere afdæmpet, mens den øjeblikkelige levering af moment passer naturligt til ønsket om en ubesværet køreoplevelse.
Det lykkedes at reducere støjniveauet i kabinen med op til 7 dB. Det er et konkret eksempel på, hvordan vi forsøger at definere elektrificering som et middel til at løfte luksusoplevelsen – snarere end som et mål i sig selv
Martin Limpert
For Range Rover handler luksus i stigende grad om, hvordan bilen får mennesker til at føle. Den skal ikke nødvendigvis tilføre mere kompleksitet, flere funktioner eller mere teknologi, men snarere gøre hverdagen lettere.
Her spiller den britiske fortolkning af modernisme en central rolle. Designet skal være enkelt, materialerne gennemarbejdede og teknologien intuitiv.
»Målet er at skabe et fristed i en stadig mere travl verden« tilføjer Martin Limpert.
Arven ligger ikke i motoren
Hos Range Rover har identiteten aldrig været bundet til én bestemt motor eller teknologi. Siden introduktionen i 1970 har modellerne gennemgået betydelige teknologiske forandringer, mens dna’et har bestået.
Det afgørende er derfor ikke, om bilen drives af benzin, diesel eller elektricitet. Det afgørende er de egenskaber, som teknologien skal levere. Det er moderne luksus, raffinement og evnen til at bevæge sig ubesværet frem samt et design, der kan fungere over tid
Martin Limpert
Det er også udgangspunktet for den elektriske Range Rover. Ambitionen er ikke formuleret som ’en elbil, der skulle ligne en Range Rover’. Udgangspunktet var i stedet at skabe en så komplet Range Rover som muligt og integrere den elektriske drivlinje i en arkitektur, der fra begyndelsen var udviklet med elektrificering for øje.
»På den måde bliver overgangen en videreførelse snarere end et brud« tilføjer Martin Limpert.
Et designikon skal kunne forandre sig
Range Rovers design har gennem generationerne udviklet sig, men de grundlæggende visuelle principper er bevaret. Enkle flader, karakteristiske proportioner og et moderne, underspillet udtryk er fortsat centrale.
Elektrificeringen ændrer ikke på det fundament.
Ifølge Martin Limpert er der dog behov for aerodynamiske tilpasninger for at optimere effektiviteten. De skal ifølge Range Rover integreres så diskret, at bilens designmæssige integritet bevares.
Det er en balance, som bliver stadig vigtigere, efterhånden som luksusbilproducenter forsøger at kombinere deres historiske designidentitet med elektriske drivlinjers krav til effektivitet
Range Rover har samtidig valgt at udvide modelprogrammet frem for at lade elektrificeringen stå alene. Den elektriske Range Rover følges af en elektrisk Range Rover Sport, mens en kommende Range Rover GT skal tilføre endnu en fortolkning af mærkets idé om moderne luksus.
Et ikon behøver ikke at stå stille for at bevare sin identitet. Elektrificeringen bliver i stedet det næste kapitel i en historie, der begyndte i 1970
Martin Limpert
Selvstændige mærker, tydeligere identiteter
Elektrificeringen sker samtidig med en større strategisk ændring hos JLR (Jaguar Land Rover), hvor Range Rover, Defender, Discovery og Jaguar i stigende grad skal fungere som selvstændige mærker med hver deres identitet.
Tanken er, at en tydeligere adskillelse skal gøre det muligt at dyrke forskellige værdier og kundegrupper.
Range Rover skal indtage positionen som det luksuriøse og sofistikerede flagskib. Defender har sin egen mere robuste identitet, mens Discovery og Jaguar skal have deres respektive roller.
For Range Rover betyder det, at mærket i højere grad kan definere, hvad moderne luksus betyder på egne præmisser.
Det gælder også forholdet mellem Range Rover og Range Rover Sport.
»De to modeller deler den samme grundlæggende DNA, men repræsenterer forskellige personligheder. Den almindelige Range Rover lægger vægt på ro, elegance og komfort, mens Range Rover Sport har et mere dynamisk fokus med større vægt på køreglæde og førerengagement. De skal dermed ikke nødvendigvis konkurrere om den samme kunde, men tilbyde forskellige fortolkninger af den samme luksusidé« fortæller Martin Limpert.
Fra bil til luksusunivers
For Range Rover stopper ambitionerne ikke ved selve bilen. Brandet bevæger sig i stigende grad ind i områder som design, kunst, arkitektur, kultur, rejser og hospitality.
”Det betyder ikke, at bilen mister sin centrale rolle. Tværtimod skal de nye aktiviteter være med til at give mærket flere måder at møde kunderne på og skabe relationer uden for den traditionelle bilbranche. Bilen bliver en del af en større livsstilsfortælling. Det er en udvikling, man allerede ser bredt i luksusindustrien, hvor grænsen mellem produkt, design, oplevelse og livsstil bliver stadig mere flydende,” slutter Martin Limpert.
Læs meget mere om Range Rover Electric her