Det siges, at på Tenerife varer foråret evigt. Og noget er der da også om snakken, for få steder i verden finder man så behageligt et klima som på den naturskønne spanske ø i Atlanterhavet. Her skinner solen de fleste af årets dage, luften er frisk og klar, og der er sjældent store udsving fra gennemsnitstemperaturen på 23 grader.
Afur. Foto: Turismo de Tenerife
Drømmer du om en aktiv ferie i eksotiske omgivelser, er Tenerife med andre ord den ideelle destination. Her bliver det hverken for varmt eller koldt, og de spektakulære naturlandskaber sætter en smuk scene om de fysiske udfoldelser.
Overflødighedshorn af outdoor-oplevelser
På Tenerife er der friluftsoplevelser for ethvert temperament. Bestig vulkanbjerget Teide til fods, sus gennem de kuperede, solbeskinnede landskaber på racercyklen, eller tag en tur på mountainbiken i de smukke fyrreskove. Tag en tur i kajak under Los Gigantes-klipperne, dyk ned til havbundens vulkanske rev, eller svæv ud i en paraglider og oplev Tenerifes enestående natur fra ørnens perspektiv.
Mulighederne er talrige, og med 43 beskyttede naturområder, som dækker halvdelen af øens areal, er rammerne for udendørslivet i en klasse for sig.
Naturskønhed med vulkansk oprindelse
På Tenerife vil du opleve en natur, som ikke har sit lige noget sted på det europæiske fastland. Øen er dannet af undersøiske vulkaner, som i forhistorisk tid gik i udbrud og skabte en øgruppe ude midt i Atlanterhavet. Lavaformationerne er til stede mange steder på øen, som både byder på surreelle månelandskaber, urgamle laurbærskove, idylliske bugter og kilometervis af fremragende sandstrande, hvor du kan hvile ud i solen efter en aktiv dag i naturen.
Selvom Tenerife er en relativt lille ø, er der en kæmpe biodiversitet og et væld af forskellige mikroklimaer. Så stor er mangfoldigheden i flora og fauna, at de verdensberømte forskere Alexander Von Humboldt og Charles Darwin tilbragte længere perioder på Tenerife for at studere øens særlige natur.
Vandreture i spektakulære landskaber
Tenerife tilbyder talrige velafmærkede ruter, hvor du kan opleve den fantastiske natur helt tæt på – og i dit helt eget tempo. Med 1500 kilometer vandrestier er der masser af muligheder for at finde en rute, der passer netop til dig. En af de mest spektakulære ruter er GR131-ruten, som krydser øen fra nord til syd og undervejs passerer en lang række forskellige landskabsformer – herunder den magiske vulkan El Teide, som med sine 3718 meter er Spaniens højeste bjerg.
Ruta. Foto: Turismo de Tenerife
På racercykel i de professionelles fodspor
Det er ikke for ingenting, at mange professionelle cykelryttere vælger at træne på Tenerife før store løb. Med sit kuperede landskab, fredelige landeveje og stabile temperaturer hele året rundt er betingelserne for cykelsport eminente.
Foto: Turismo de Tenerife
Øen byder på ruter til ethvert niveau og ethvert temperament. Fra den friske, salte havluft ved kysten, gennem tætte, frodige skove til vidtstrakte plateauer i over 2000 meters højde. Uanset om du er ny på racercyklen eller har masser af erfaring, er der på Tenerife mulighed for at finde en rute, der passer til dig,
Mountainbiking i dramatisk natur
Drømmer du om at kombinere ferierejsen med montainbiking i naturskønne omgivelser, er Tenerife en oplagt destination. Øen byder på mere end 200 kilometer afmærkede skovruter, hvor du kommer helt tæt på naturen. Mange af ruterne er placeret på de højtliggende dele af øen omkring den enorme naturpark Corona Forestal. Takket være det godt forbundne netværk af ruter har du mulighed for at sammensætte din helt egen, skræddersyede rute med præcis den sværhedsgrad og landskabstype, du ønsker.
Kajaktur ved Los Gigantes. Foto: Turismo de Tenerife
Oplev Tenerifes hemmeligheder i kajak
Langs hele Tenerifes kystlinje bærer spektakulære klippeformationer vidnesbyrd over de forhistoriske vulkanudbrud, som har givet øen sin helt unikke karakter. Meget af denne natur er ikke tilgængelig fra landsiden, men tager du turen ud i kajak, kan du få det hele med. Dybe grotter og idylliske bugter ligger som perler på en snor, men det ubetingede højdepunkt er Los Gigantes på Tenerifes vestkyst – et 600 meter højt klippemassiv, der rejser sig stejlt fra havoverfladen og op mod himlen.
Eventyr på havets bund
Tenerife tilbyder suveræne betingelser for undervandssport. Det krystalklare, rolige vand er et skatkammer af oplevelser, hvad enten du vil snorkle eller dykke med iltflasker. Takket være det klare vand kan du se op til 30 meter frem for dig, og havbundens vulkanske formationer med grotter og rev skaber et fascinerende undervandslandskab. Den stabile vandtemperatur på omkring 20 grader gør, at utallige arter har deres habitat her, og her kan du møde alt fra grønne skildpadder, havengle, blæksprutter, trommefisk og barracudaer.
Havbundens vulkanske formationer. Foto: Julio Díaz Sangil
Paragliding over dramatiske landskaber
Paragliding er en enestående mulighed for at opleve Tenerifes naturrigdomme med et helt andet perspektiv. Svæv hen over de stejle bjergskråninger bevokset med nåletræer og lad dig overvælde af de vidtstrakte dale med bananplantager, før du sætter fod på landjorden på en strand af sort, vulkansk sand. På øen er der seks forskellige afgangspunkter og fem steder til landing. Uanset hvilke, du vælger, er én ting sikkert: Dette er en oplevelse, du aldrig vil glemme og den perfekte måde at sige ”på gensyn” til Tenerife.
Paragliding. Foto: Turismo de Tenerife