Næste:
Næste:

Forårshygge i Trysil. Foto: Ola Matsson

På ski helt ind i foråret

Imens vi længes efter, at bøgen springer ud, er skisæsonen stadig i fuldt flor en kort rejse mod nord. Tag på forårsski i Norge i marts og april, og få maksimalt udbytte af fjeldet uden for højsæsonen. Dagene er lange og lyse, og du har sikkerhed for sne på pisterne helt til maj.

Forestil dig at stå tidligt op på en lys forårsdag og kigge ud på karakteristiske norske træhytter eller slalombakker, der snor sig op ad fjeldet dækket af et tykt, hvidt lag sne. Efter en god morgenmad kan du trække i skitøjet og spænde snowboard, slalom- eller langrendsski på lige uden for døren og glide af sted mod dagens eventyr, som kan vare helt til aftenen, når solen går ned.

»Marts og april er en gave for skientusiaster, der gerne vil have mest muligt ud af dagene på pister og langrendsløjper«

Når kalenderen viser marts og april, tror vi danskere somme tider, at skisæsonen er slut, men det er den langtfra. I de norske fjelde begynder sneen først at smelte i maj måned, og både marts og april er en gave for skientusiaster, der gerne vil have mest muligt ud af dagene på slalompister og langrendsløjper. Og så er der oveni købet bonus på solenergi til krop og sjæl efter nogle dage på fjeldet, hvor man kan stå på ski langt ind i forårets lyse timer.

Smuk udsigt i Hemsedal. Foto: Ola Matsson, SkiStar.

Sjov for hele familien

Norge er en populær feriedestination for familier med børn, der skal lære at stå på ski eller vil give den gas i trygge og hyggelige rammer. Vælger man at tage af sted på forårsski, har man den fordel, at det er lyst hele dagen, og at solen varmer og gør det behageligt at være længe på bakkerne og at holde lange udendørs hvil i børneområderne, på terrasserne ved spisestederne eller måske ved udendørs grill-stationer, hvor man kan grille sin egen frokost eller riste skumfiduser. Eller som den norske alpinstjerne Aksel Lund Svindal erindrer om sin barndom, så kan man stå på ski hele dagen lang uden pauser, når bare det føles godt og er sjovt.

Fuld fart i Trysil. Foto: Ola Matsson

Med en tur på forårsski i Norge er der mulighed for, at børnene kan få undervisning på en af landets roste skiskoler. Skiskolerne er anerkendt for deres veluddannede skilærere, der taler et let forståeligt skandinavisk – måske endda dansk. Alle skisportssteder har afgrænsede områder for børn og familier, hvor der er nemme bakker og sjove øvebaner med slalomporte i form af blandt andet bløde figurer. Næste skridt er de lange og brede grønne og blå pister, hvor der er plads til, at hele familien kan lege, øve flotte carvingsving og måske finde små hop og skovruter i siderne af pisten.

»Halvanden time uden for Oslo kommer du til det nærmeste højfjeld. Det er den hurtige vej til forårski med solen i ansigtet og udsigt til snedækkede tinder«

Den korte vej til forårski


Der er ikke lang vej til eventyr på forårsski i Norge for hele familien. Oslo er en portal for en vifte af skidestinationer. Der ligger en vinterpark en halv times kørsel uden for byen, og i højfjeldet mod øst ligger nogle af landets største skisportsdestinationer. Efter en køretur på kun 90 minutter fra hovedstaden og færgelejet, hvor færgerne fra Danmark kommer ind, kan du klikke slalomstøvlerne i skiene, tage liften op på bjerget og se frem til en lang dag i sne og solskin.


Toppekspressen i Trysil. Foto: Ola Matsson


Norge er kendt for at byde på nogle af de bedste muligheder for familier, der gerne vil stå på ski sammen. Her finder du brede pister, hvor hele familien kan følges ad, og terrænparker for alle niveauer.

Det er en del af forklaringen på, at de norske skidestinationer er så populære hos familier og folk, der står på ski sammen på tværs af generationer og færdigheder. Og så har du de fleste steder en skilift tæt på, så du kan spænde skiene på lige uden for hotellet og få maksimalt udbytte af din dag på forårsski og bagefter gå foråret i møde med glød i ansigtet og god energi i benene.

Husk solcremen

I Norge er skiløb meget mere end bare sving i sneen. Skiløb og skiferie handler også om at være sammen, om at nyde den friske bjergluft og om naturoplevelser. Bæredygtighed er en almindelig tanke for nordmænd, der færdes i naturen. Efterlad kun det, som du gerne selv gerne vil finde, lyder et mantra, som man kan tage til sig.

»Når du tager på forårsski, har du endnu mere tid at udnytte dagene på pisterne og kan bagefter gå foråret i møde med glød i ansigtet og god energi i benene«

På de norske skisportssteder gør de meget ud af at kombinere trygge og hyggelige rammer med sikkerhed på ski, så husk at sætte dig godt ind i reglerne på pisterne og at passe godt på naturen, som er en stor del af oplevelsen. Og selvom dagene er længere og klimaet mildere om foråret, så husk også at være godt klædt på med flere lag og hurtigttørrende materialer. Det handler om at være varm og føle sig godt tilpas, så man har lyst til at være ude så længe som muligt.

Pool-hygge på Radisson Blu Mountain Resort & Residences i Trysil. Foto: Ola Matsson


Hvad enten du er til langrend, hvor du er helt tæt på den norske natur, eller til alpin og snowboard på bakkerne, så er der muligheder i hele sæsonen for dig og din familie. Flere skisportssteder har snegaranti frem til 1. maj, så skulle der ikke falde sne, sørger sneanlæg fra top til bund for, at pisterne er præpareret og dækket af et godt lag sne. Det kan du læse mere om på din skidestinations hjemmeside.

Om foråret er der færre mennesker på pisterne, og du kan være heldig at spotte gode tilbud. Du får altså bedre plads på pisterne og sparer samtidig på udgifterne. Med forårets lange, lyse dage er der også tid nok til at starte dagen på slalombakkerne og slutte den med en tur på langrend. Uanset hvad du vælger, så husk solcreme og solbriller til de lange dage på forårsski.