Næste:
Næste:

360° udsigt til skioplevelser

I år bliver et af Norges største skiområder endnu større. Hafjell åbnede for de første alpinløbere for 30 år siden, og i denne sæson fejrer de jubilæet med nye pister og en expresslift til nye højder. Fra det nyerobrede toppunkt på Hafjelltoppen får du en 360 graders udsigt til det sneklædte norske fjeld og til timevis af skiløb med snegaranti.

Her er scenariet: Efter en kort køretur igennem dalen fra Lillehammer ankommer du til Hafjell, hvor træhytter og små hoteller ligger omgivet af sneklædte grantræer. Du klikker skiene på og tager gondolen op til Mosetertoppen, som indtil for nylig var skiområdets højeste punkt. Der finder du plads på et af de opvarmede sæder i den skinnende nye sekspersoners lift, og kort efter svæver du over brede præparerede pister. Hvis det sner, kan du lukke klokken ned og nyde udsigten i læ for vind og fnug. Efter fem og et halvt minut når du Hafjells nye højdepunkt, som har uforstyrret udsigt hele vejen rundt og ikke mindst udsigt til nyt land, der ligger klar til at blive udforsket med ski eller snowboard under fødderne.

»Dette er den bedste gave, vi kan give til alle trofaste og nye Hafjellgæster i jubilæumsåret«

»Dette er den bedste gave, vi kan give til alle trofaste og nye Hafjellgæster i jubilæumsåret,’ siger Odd Stensrud fra Hafjell Alpincenter. Hafjell er allerede et af Norges mest populære – og største – skiområder, og i denne sæson bliver området endnu større. Gaven til gæsterne er foruden den nye og effektive ekspresslift blandt andet fem kilometer nye, familievenlige pister og et nyt sneanlæg, der er med til at sikre sne på pisterne i hele sæsonen.

Foto: Vegard Breie

Hafjell åbnede for de første gæster i december 1998, og folkene bag er stolte af at kunne markere 30 års-jubilæet med mange nye tiltag. Den officielle åbningsfest er d. 1. december, og her er der især fokus på aktiviteter for børn, da en af jubilæumsgaverne er et nyt, afgrænset børneområde med tilhørende kiosk. Men der vil også være andre sjove begivenheder som fx en konkurrence om det bedste retrolook. Det er almindelig kendt, at nordmænd ikke går lige så meget op i hippe ski-outfits som eksempelvis de sydeuropæiske kolleger, men her har gæsterne altså chancen for at dykke ned i gemmerne derhjemme efter de sidste tre årtiers mest labre heldragter og smarte huer og dukke op som et billede på den fede skiferie anno 1999.

Både på åbningsdagen og i resten af sæsonen kan du nu komme, som du vil. I Hafjell gælder det ikke om at se smart ud men om at nyde den friske fjeldluft med fart under skiene og om at hygge sig efter en lang dag i sneen – eller kose seg som man siger i Norge.

Tændt af en konkurrenceild


Hafjell er kendt for at have lagt fjeldsider til OL i alpin i 1994, fire år før området blev åbnet for almindelige skigæster fra hele verden. Hafjell lagde pister til de tekniske discipliner, imens der var styrtløb i det nærliggende Kvitfjell. Det norske værtshold vandt flest OL-medaljer, men det var Tyskland, der hentede flest guldmedaljer hjem ved konkurrencen.

Foto: Hafjell Alpinsenter

Hafjell er i dag for alle og for alle niveauer, men hvis du bliver tændt af en konkurrenceild ved tanken om fortidens OL-aktiviteter, er du kommet til rette sted. Hafjell har nemlig et system, der laver statistik over dine ture på pisterne via liftkortet. Alt hvad det kræver er, at du registrer dig med liftkortnummer, og det er gratis. Så kan du sammenligne med vennerne og familien: Hvem har nået flest ture med liften, kørt længst eller tilbagelagt flest højdemeter? Og det bliver bedre end det, for Hafjell har som det første skisportssted i Norden fået SkiMovie. På en udvalgt pist kan du ikke bare få taget tid på dit løb men også få taget fotos og filmet din kørsel. Ret sejt – og potentielt lærerigt – og det er naturligvis fuldstændig frivilligt, om du vil have dine skifærdigheder dokumenteret på film.

»Hafjells varemærke er lange løjper, god sne og mange solskinstimer«

Hafjell er et populært område, og der er tilstrækkelig mange pister til, at det ikke føles overrendt. Med de nye udvidelser i anledning af 30 års-jubilæet er der blevet endnu mere plads til at mærke suset på ski i noget af Norges fineste sne. Der er 18 skilifter til at klare logistikken, så du kan komme effektivt rundt til alle 33 løjper. Hafjells varemærke er lange løjper, god sne og mange solskinstimer. Sæsonen går normalt fra midt i november til midt i april. Et udbygget system af sneanlæg sikrer, at du kan være sikker på frostsne i hele perioden, også selvom dagene bliver længere og lunere.

Området er på trods af OL-historikken meget familievenligt med masser af grønne og blå løjper, men der er også stejle røde og sorte til de erfarne skiløbere. Hvis du vil øve hop og tricks i en terrænpark – eller hvis ungerne vil – så kan Hafjell byde på hele tre terrænparker til forskellige niveauer: en for børn og begyndere, en med muligheder for let øvede til øvede – perfekt for dig, der vil træne dine tekniske færdigheder – og en for de rigtig seje.

Foto: Hafjell Alpinsenter

Sidstnævnte har lagt bakker og hop til store arrangementer som Megapark, NM, Norgescup, X Games og ungdoms-OL i Slopestyle. Her skal man være øvet for at kunne klare udfordringerne, og man skal læse reglerne af hensyn til sikkerheden, som altid kommer først. Det kan også være en idé at tage plads ved bordene på pisten, lægge nogle pølser på grillen og så ellers lure nogle tricks. Der er ovenikøbet wi-fi, hvis du skulle få behov for at uploade et kose-foto, mens du hænger ud på bakken.

Fra hytte til fjeld


Efter en lang dag på pisterne er der ikke noget bedre end at slappe af med benene oppe i hytten, og i Hafjell har du mulighed for at bo så tæt på pisten, at du kan stå på ski lige til døren, når du ikke har flere kilometer i benene.

Foto: Hafjell Alpinsenter

Og du kan vælge en hytte, der passer til netop dit behov. Der er små hytter og lejligheder til familier, og større hytter til grupper eller til storfamilien. Nogle af hytterne har boblebad og pejs til dem, der gerne vil forkæle sig selv lidt ekstra. Hytterne fordeler sig på hele bjergsiden.

Dalen har den fordel, at skiudlejning, restauranter og indkøb alt sammen er i gåafstand, hvilket især kan være praktisk for familier med børn. Vælger du en hytte længere oppe ad bjerget, kommer du tættere på bakkerne og naturen inklusive områdets naturskønne langrendsløjper.

Der findes også hoteller og pensionater tæt på skiområdet og forskellige steder i byen. De fleste af hytterne har veludstyrede køkkener, men der er også mange muligheder for at spise ude i Hafjell fra pizzeriaer til det kulinariske flagskib Skavlen, som ligger lige ved siden af gondolen. Måske kan du endda tage skiene hjem til en god nats søvn med sneen lige uden for vinduet.