Næste:
Næste:

Norges hemmelige perle

Kvitfjell er et af nordmændenes foretrukne skisportssteder med en helt unik kombination af bakker til nybegyndere, til verdenseliten og til alle niveauer derimellem samlet på ét sted. Oplev skiløb i Norge, der passer til hele familien – ovenikøbet helt uden junk- og frituremad på bakken.

Kvitfjells skiområde blev etableret i forbindelse med vinter-OL i 1994, og de bedste alpinløbere i verden kommer stadig hertil hvert år for at træne til World Cup i styrtløb. Men bare rolig – der er mange andre muligheder for at have det skægt i sneen end at sætte spidserne nedad på den stejle, sorte pist med startpunkt fra den berømte ’Mellemstajon’ på den østvendte fjeldside.

Kvitfjell Mellomstasjon. Foto: Kvitfjell Alpinanlegg

Siden den store OL-jubel midt i halvfemserne er der sket en udvikling, som gør Kvittfjell til en helt unik og populær skiferiedestination for især familier med børn. OL-fjeldsiden er blevet udvidet med pister i hele farvespektret, og yderligere to ny fjeldsider er kommet til med bakker, der passer til store og små, begyndere og øvede. Skianlægget er et af Nordeuropas mest topmoderne og blandt de første til at åbne sæsonen og de sidste til at lukke. Med sneanlæg fra top til bund er der garanti for gode oplevelser i sneen i hele den lange sæson.

En helt ny fjeldside til børnefamilierne

Der er tre fjeldsider at stå på ski på i Kvitfjell. På østsiden kan du prøve kræfter med Olympiabakken, hvor der hvert år er World Cup, men du finder også både grønne, blå og røde pister her. På vestsiden er der gode og lange pister i alle sværhedsgrader, og i sidste sæson, 2017/2018, åbnede en helt ny tredje fjeldside på Kvitfjell. Varden, som området hedder, er perfekt for børnefamilier med brede blå og grønne løjper, som er begyndervenlige og gode for dem, der vil træne store carvingsving. Et helt nyt område med hytter er under opførsel her på toppen af fjeldet, for det er et populært sted for nordmænd at investere i en hytte i de naturskønne omgivelser med bekvem adgang til de gode pister.

Skiglæde i Kvitfjell. Foto: Kvitfjell Alpinanlegg

Der er to afgrænsede børneområder i Kvitfjell. Her kan du både finde begynderbakker med rullebåndslift og en sej miniversion af den olympiske pist med mulighed for tidtagning. På vestsiden ligger Kids Skitorget, som er et familieområde med nemme lifter, Kids-park, Kids World Cup, baner med sving og hop og nye grillhytter. Skitorget ligger tæt på skiudlejning og spisesteder. På den anden side af bjerget ligger den andet børneområde, Kids GudbrandsGard. Her er der også gode begynderbakker, hvor børnene kan øve sving på seje slalombakker imellem bløde figurer, og her er en bølgeløjpe og en skovløjpe foruden en lille varmestue, hvor man kan tage et hvil og en snack.

Når børnene er større eller er klar til ny udfordringer, kan i sammen udforske områdets to terrænparker, der er kendt for at være spændende og hele tiden få nye hop og aktiviteter. Her er der også rails til alle niveauer. Der er tænkt på både de små verdensstjerner og de store.

Junk- og friturefrit område

Frokost på Tyrihans Inne. Foto: Kvitfjell Alpinanlegg

Uden mad og drikke bliver de seje skitricks som bekendt mindre seje, og Kvitfjell er mere end noget andet sted garanter for god energi til skiløbet. Uafhængigt af hinanden har spisestederne i området igennem tiden haft fokus på lødig mad lavet fra bunden af lokale råvarer af god kvalitet og fravalgt de billige og usunde løsninger. Derfor er det i dag blevet et ønske og en del af skiområdets koncept, at det er junk- og friturefrit område. God energi på pisten! Det betyder dog ikke, at man ikke kan sunde sig på en varmende kop kakao eller et stykke hjemmebagt kage om eftermiddagen. Det er der også plads til, ligesom der også er plads til hygge og sjov udover skiløbet.

Efter en dag i terrænet kan man trænge til at lade freden sænke sig i hytten med spil, en god bog og ild i brændeovnen, men har man lyst til at komme lidt ud – med eller uden børn, så er der også mulighed for det. På hotellet GudbrandsGard kan man hænge ud i den hyggelige lounge eller snuppe en drink i skibaren. Her er der også en spa med pool, som er åben for gæster udefra, og flere af områdets spisesteder har åbent for afterski.

Gudbrandsgard Hotell i Kvitfjell. Foto: Kvitfjell Alpinanlegg

På kanten af Per Gynts verden

Kvitfjell ligger 45 minutter nord for Lillehammer, på kanten af Per Gynts verden, kan man læse på Kvitfjells officielle hjemmeside. Det var nemlig her i Gudbrandsdalen, at sagnene fortalte om rensdyrjægeren Per Gynts liv i 1600-tallet. Per Gynt, som senere blev til en karakter i Henrik Ibsens drama. Oplevelsen af de massive bjergområder og de sneklædte skove er i dag lige så imponerende – også selv om man mest oplever det storslåede syn fra toppen af skibakkerne.

Tung sne på træerne i Kvitfjell. Foto: Kvitfjell Alpinanlegg

Trumfen er, når der ligger et tykt lag sne på grantræerne og på taget af hytterne i terrænet. Det er også den hyggelige by og naturen omkring den, der er med til at give skiområdet et ry blandt nordmænd som et af de bedste i landet.

Det er nemt at komme til Kvitfjell via Oslo, og så snart du er ankommet, har du adgang til et stort netværk af pister – også i det nærliggende Hafjell – og til hundredvis af kilometer med præparerede langrendsløjper imellem skovens træer og over åbent land, hvor sneen glimter som tusindvis af diamanter. I Kvitfjell kan du vælge imellem at bo i hytter, lejligheder eller på moderne hoteller, hvor du kan spænde skiene på lige uden for døren. Her er 34 kilometer alpinløjper og sneanlæg fra top til bund. Med andre ord, sikkerhed for sne og oplevelser i hele sæsonen.