»Det er nærmest uhørt«. Svaret falder prompte fra den kendte og velansete urekspert Kristian Haagen, da Politiken fanger ham på en linje til schweiziske Genève, hvor han deltager i den berømte urmesse, Watches and Wonders.
Det uhørte er den 10-års servicegaranti, som schweiziske Oris giver sin købere af det nye Oris ProPilot X Caliber 400-ur. Men hvorfor er det så vildt med 10-års garantien? »Selv de fineste og dyreste urmærker tilbyder ikke så lang en servicegaranti. Normalt skal et mekanisk ur til service hver tredje-femte år. Når Oris siger 10 år uden et servicetjek med dette urværk, er det fordi, de virkelig tror på, de har lavet et særligt ur«.
Men der er god grund til optimismen hos det traditionsrige urmærke, der i mere end 100 år har lavet mekaniske ure fra den lille schweiziske by, Hölstein. ProPilot X-uret er nemlig lavet med Oris’ eget in house-urværk, Caliber 400. I branchen regnes det som et statussymbol, når brands udvikler sine egne urværker, fordi det kræver stor teknisk indsigt og fremsynethed.
»Når Oris siger 10 år uden et servicetjek med dette urværk, er det fordi, de virkelig tror på, de har lavet et særligt ur«
Kristian Haagen, urekspert
Når alle de små tandhjul, rotorer og hvad der skal til for at skabe et komplet urværk, er produceret på Oris-fabrikkerne, giver det langt større kontrol over den samlede kvalitet, forklarer Kristian Haagen.
Oris har i mere end 100 år lavet mekaniske ure i Schweiz. Der er en særlig charme ved mekaniske ure, der skal trækkes op, for at tandhjulene kører rundt og viserne drejer. Foto: Oris.
En bilmotor i lillebitte størrelse
Men hvorfor overhovedet købe et mekanisk urværk, der er den direkte antitese til de 1.5 milliarder af smart watches, som blev solgt sidste år på verdensplan? For Kristian Haagen handler det blandt andet om den traditionsrige, håndværksmæssige sjæl, som ligger i de urværker, der har tikket sekund efter sekund i flere århundreder.
»Quartz-ure og smart watches er afhængige af batterier eller solceller. Det er printplader og tusindvis af ettaller og nuller, men det er der jo ingen charme ved. Det er teknik, som de fleste af os alligevel ikke forstår. Der er en helt anden charme ved mekaniske ure, der skal trækkes op, for at tandhjulene kører rundt og viserne drejer. Det er jo en hel bilmotor samlet i en lillebitte urkasse«.
ProPilotX Caliber X er et automatisk urværk, der automatisk trækkes op ved hjælp af en halvmåneformet rotor. Derved undgår man helt miljøskadelige batterier. Mange af mikrodelene under urskiven er beskyttet mod magnetisme, som ellers kan forstyrre urets nøjagtighed. Og faktisk er der fem dages gangreserve på det nye ur fra Oris – det betyder, at selvom uret gemmes af vejen i op til fem dage, vil uret stadig tikke afsted, indtil det på ny – via bevægelse – trækkes op.
Sindssygt gode ure til demokratiske priser
ProPilot X Caliber 400 kommer i tre forskellige farver; sølvfarvet, blå og laksefarvet. Foto: Oris
Det nye Oris-ur, der måler 39 mm. i diameter, blev frigivet d. 30. marts i år. Det er lavet i titanium, der giver uret et ganske råt look. Selve urskiven i ProPilot X Caliber 400 kommer dog i tre forskellige farver; sølvfarvet, blå og en laksefarvet udgave. På bagsiden af uret er der en glasskive af safir-krystal, så man kan se det intrikate urværk i aktion.
Oris har altid været privatejet, siden Paul Cattin og Georges Christian startede virksomheden i 1904. Da der aldrig har været aktionærer og afkast at tilfredsstille hvert år, har virksomheden gjort en dyd ud af at gå egne veje. For eksempel tilhører Oris blot en meget begrænset skare af schweiziske urmagere, der udelukkende laver mekaniske ure. Altså ingen quartz og ingen smart watches fra den front.
Men selv om schweiziske mekaniske ure hører til i luksuskategorien, gør den uendelige holdbarhed faktisk værkerne til gode, bæredygtige investeringer. Tilmed har Oris siden august 2021 været en CO2-neutral virksomhed.
Udover sin grønne mission er Oris også kendt for sine demokratiske prissætninger, der tillader flere urentusiaster at eje den fineste, schweiziske mikromekanik uden at sælge huset. Det nye ProPilot X-ur koster for eksempel 30.200 kroner. Med den lange servicegaranti sparer man hurtigt en del penge på de nødvendige serviceeftersyn, fortæller den danske ur-connaisseur Kristian Haagen.
»Oris har en dejlig, industriel tilgang til moderne urværker. De proklamerer gerne, at deres ure er inklusive i stedet for eksklusive. Værket her er for eksempel ikke dekoreret med Perlage-mønstre eller Genève-striber. Oris’ ure er råt for usødet, for det vigtigste er, at det er solide, velfungerende urværker til en pris, hvor langt de fleste kan være med. Man må bare sige, at Oris kommer med nogle sindssygt gode ure til en virkelig god pris«.
Det nye Oris-ur, ProPilot X Caliber 400, blev frigivet d. 30. marts i år. Foto: Oris
Læs mere om Oris og deres bæredygtige mission: Det skal give mening – for dig, mig og vores klode.