Næste:
Næste:

Derfor er Tenerife foodiernes nye favoritdestination

Eksotiske råvarer, fremragende vine og fisk og skaldyr i verdensklasse. Tenerife er et kulinarisk slaraffenland, og fem michelin-restauranter danner fortrop i den madrevolution, der har forvandlet vulkanøen i Atlanterhavet til en af tidens hotteste gastronomiske rejsemål

Der er mange gode grunde til at besøge den spanske kanarieø Tenerife: Her, langt ude i Atlanterhavet, er luften klar og ren, naturen er overdådig, og solen skinner de fleste af årets dage.

Holder du af mad og vin, kan du roligt føje endnu et punkt til listen. De seneste år har foodies fra hele verden sat kursen mod Tenerife for at opleve den kulinariske revolution, der har sat øen på det internationale gastronomiske landkort. La nueva cocina canaria – det nye kanariske køkken – hitter, og takket være innovative kokke og kreative ildsjæle er kvalitetsniveauet på øens mange spisesteder steget eksplosivt.

Gastronomi på højt plan hos den tostjernede Michelin restaurant M.B. Foto: Turismo de Tenerife

Kanarisk reje med Nantual sauce hos Restaurant El Rincón de Juan Carlos beliggende i Royal Hideaway Corales Resort. Foto: Turismo de Tenerife

Overflødighedshorn af friske råvarer

På Tenerife er der gastronomiske oplevelser for enhver smag og enhver pengepung. Fra små familiedrevne spisesteder til gourmetrestauranter med skyhøje ambitioner. Fra traditionelle egnsretter til fantasifulde fusioner. Det hele forenet af én samlende faktor: De lokale råvarer, som udgør hjørnestenen i den kanariske succeshistorie og tilføjer et ekstra lag af bæredygtighed.

Foto: Turismo de Tenerife

Tenerife ligger i det subtropiske klimabælte, og her dyrkes eksotiske afgrøder som banan, papaya og mango side om side med tomater, vindruer, kartofler og majs. Atlanterhavet tilfører fisk og skaldyr i verdensklasse, og vejr, vind og sol giver produkterne deres særlige kanariske flavour.

Michelin-stjerner og kreative køkkenchefer

En kulinarisk rundtur på Tenerife kan passende startes på en af øens fem Michelin-restauranter. Læg eksempelvis vejen forbi den tostjernede M.B. (Martín Berasategui) på Ritz Carlton Abama Hotel Guía de Isora, Tenerifes vestkyst, som ledes af den baskiske mesterkok Martín Berasategui. Han var en af de første til at se potentialet i det kanariske køkken, og på restauranten lader han det baskiske og kanariske smelte sammen i nye, kreative fusioner.

Kulturmøde er der også på Restaurante Nub på Bahía del Duque Costa Adeje hotel i Costa Adeje, hvor de lokale kanariske råvarer danner afsæt for en kulinarisk kærlighedsaffære mellem Europa og Sydamerika. Og er du til fisk og skaldyr, bør du ikke snyde dig selv for Restaurante Rincón de Juan Carlos på Royal Hideaway Corales Resort i Costa Adeje, som løfter havets produkter til nye højder.

Spinat med flødesauce og ørredrogn hos Restaurant El Rincón de Juan Carlos

Et enkelt og rustikt landkøkken

Michelin-restauranterne udgør fortroppen i Tenerifes madrevolution, men eventyret slutter ikke der. Der er masser af gastronomiske oplevelser at hente på de små familiedrevne spisesteder, hvor man stadig kan opleve, at den gamle bedstemor styrer slagets gang ved gryderne.

Nyd de gastronomiske oplevelser i smukke omgivelser. Foto: Turismo de Tenerife

Tag eksempelvis en tur til smukke naturområde Parque Rural de Anaga på øens nordspids, hvor restauranter som Cruz del Carmen og Playa Casa Africa serverer ærlig kanarisk mad med kærligheden til råvarerne og traditionen som de bærende elementer.

En rejse til Tenerife er ikke komplet, hvis ikke man har spist papas arrugadas con mojo – små, langtidsbagte kartofler serveret med den lokale mojo-dip. Mojo fås i mange varianter, men de mest udbredte er den grønne med frisk koriander og den røde, som laves på rød peberfrugt.

Prøv også ropa vieja – en slags kanarisk biksemad med kartofler, kikærter og enten kød eller blæksprutte. Eller gå ombord i en puchero, som er en traditionel gryderet med kød, chorizo-pølse, sød kartoffel, kål, majs, græskar og bønner krydret med paprika, hvidløg og safran. En særdeles nærende omgang, som tanker depoterne op efter en lang vandretur på den naturskønne og bjergrige ø.

Madmarkeder og prisvindende oste

Som besøgende på Tenerife vil man normalt kun støde på de lokale råvarer i tilberedt form på restauranterne. Men hvorfor ikke tage derud, hvor de bliver købt og solgt af de lokale beboere? Hver lørdag og søndag formiddag afholdes mange steder på øen traditionelle madmarkeder, hvor man kan suge den særlige stemning til sig og købe frugt og grøntsager direkte fra producenterne. Nogle af de bedste kan opleves i byer som Tacoronte, La Matanza de Acentejo, Tegueste, La Guancha, Candelaria og Granadilla.

Lokale delikatesser: Mojo-dip med frisk koriander. Mojo workshop på Bodegas Monje el Sauzal. Foto: Turismo de Tenerife

Flere lokale producenter byder også besøgende indenfor. Det gælder eksempelvis Finca la Calabecera og den økologiske Finca el Patio de Tita.

Du bør også lægge vejen forbi en af de mange producenter bag Tenerifes verdensberømte oste. Et godt bud er Quesería Montesdeoca, som fremstiller oste efter gamle håndværksprincipper og de seneste ni år har vundet priser ved World Cheese Awards. Her kan du få en rundtur med guide og få lov til at smage de prisvindende oste selv.

Et udpluk af Tenerifes verdensberømte oste. Foto: Turismo de Tenerife

Vine i verdensklasse

Al den gode mad skal naturligvis skylles ned med manér. På Tenerife behøver man ikke lede længe efter et godt glas vin, og de lokale vine på Listán-druen giver de bedste vinområder på det spanske fastland kvalificeret konkurrence.

Hvidvinene er typisk lette og friske med et mineralsk strejf fra den vulkanske jordbund, mens rødvinene ofte serveres unge og uden fadlagring.

Der er hele fem forskellige DO-klassifikationer på Tenerife. Det er usædvanligt for så lille et område, men det skyldes øens mange forskellige mikroklimaer. Vil du besøge en vingård, kan du eksempelvis lægge vejen forbi Bodegas El Lomo i Tegueste, som laver nogle af Tenerifes mest eftertragtede vine. Mindeværdig er også Bodegas Monje Tenerife i El Sauzal, hvis historie går helt tilbage til 1750. Og skal det være helt ud over det sædvanlige, kan du besøge Bodega Altos de Trevejos, som er den højest beliggende vingård i Spanien. Druerne vokser i 1200 meters højde, og vingården er særligt berømt for sine mousserende vine.

La Casa del Vino. Foto: Turismo de Tenerife

Rundturen kan passende afsluttes på Casa del Vino i El Sauzal, hvor et vinmuseum giver et indblik i øens vinhistorie. Fra terrassen i den tilstødende restaurant er der udsigt til vulkanbjerget Teide, som troner majestætisk over Tenerifes enestående landskaber. Det perfekte sted at nyde et måltid veltilberedt mad ledsaget af lokale vine og lade indtrykkene sætte sig efter mødet med la nueva cocina canaria.

Viñedos Bodegas Monje. Foto: Turismo de Tenerife