Næste:
Næste:

Foto: Louise T. Johansen

Familieblogger: Skiferie i Sverige er genialt for familier med børn

Hundeslæde, sneleoparder og masser af sne. Tag med familieblogger MortilMernee til skiparadiset Orsa Grönklitt.

                            

Man behøver ikke rejse hele vejen til Alperne for at få godt skiløb og masser af sjove aktiviteter i sneen. Det erfarede Louise Johansen, indehaver af bloggen Mor til Mernee, da hun tog til Orsa Grönklitt med sin mand og deres to piger. Det er bare det ”fineste, lille sted”, fortæller Louise om skisportstedet i Dalarna i Sverige.

Familien pakkede bilen og kørte tidlig morgen af sted fra Hedensted i Østjylland. Køreturen til Orsa Grönklitt tager 12 timer fra Hedensted og godt 9 timer fra København. Familien prioriterede en overnatning undervejs og checkede ind på det hyggelige Hotel Gyllene Hornet i Tällberg. Her kunne de nyde den lækreste aften- og morgenbuffet og vågne friske og veludhvilede. De sidste par timer til skifjeldet blev tilbagelagt næste dag, og allerede ved frokosttid var familien forsynet med ski og liftkort og klar til at indtage pisterne.

Skiskole og børnevenlige pister

Orsa Grönklitt er et rigtigt vinterparadis. Med 23 pister i forskellige sværhedsgrader fra grøn til sort, er der skiløb for både nybegyndere og øvede. Læg hertil skicross-bane, snowpark, skiskoler og masser af gode restauranter. Orsa Grönklitt er desuden et af Sveriges bedste langrendsområder med 130 kilometer langrendsspor og snegaranti på den del af terrænet, der ligger i over 500 meters højde.

Et stille øjeblik i solnedgangen. Foto: Louise T. Johansen


Stedet er helt ideelt for familier med børn, som skal i gang med at lære at stå på ski.

Louises piger på 9 og 11 år gik i skiskole to formiddage, og det var godt givet ud. De fik finpudset teknikken og blev bedre til at dreje rigtigt og blev trygge ved at sætte tempoet op. Med pigerne i skiskole havde Louise og Jesper muligheden for at rekognoscere området på egen hånd og finde børnevenlige pister, hvor de kunne tage pigerne med.

”Stedet er helt ideelt for familier med børn, som skal i gang med at lære at stå på ski. Pisterne er ikke så lange, så man har god mulighed for at få selv de mindste med på de gode ture,” fortæller Louise.

Skiløb lige ved døren

Familien boede i en lejlighed i en af de hytter, der ud fra princippet ”ski-in-ski-out” er placeret lige ved pisterne.

Hytte idyl. Sverige er kendt for sine mange hytter og gode muligheder for "ski in/ski out". Foto: Louise T. Johansen

”Hvor fedt er det lige, at man kan stå fra døren og ud til pisterne, og ligeledes direkte hjem igen. Det giver en helt særlig frihed, at man faktisk bare parkerer bilen, og ikke skal i den, før man drager hjem igen,” fortæller Louise.

Hundeslæde

Et af turens højdepunkter var turen med hundeslæde ud over det sneklædte fjeld. Børnene var vilde med de kåde og kælne hunde, og de fik selv lov til at side med seletøjet og styre slæden.

”Vi havde vores første og mest fantastiske oplevelse med hundeslæde. Jeg var ganske enkelt høj, da vi kom retur. Det var virkelig en fed oplevelse, både for børn og voksne. Denne oplevelse vil jeg aldrig glemme, og jeg håber så sandelig det er noget vi en gang skal prøve igen,” fortæller Louise om familiens eventyr i hundeslæden.

Rovdyr i sneen

Slædehundene var ikke de eneste dyr, familien oplevede på skiferien. Europas største Rovdyrspark Orsa Rovdjurspark ligger lige ved siden af skianlægget, og her kan man opleve ulve, sneleoparder, sibiriske tigre, los og isbjørne.

I Orsa Rovdjyrspark kommer man helt tæt på de vilde dyr. Foto: Louise T. Johansen

I parken kan man komme helt tæt på de vilde dyr. Og det er ikke farligt. For hegn og plexiglas holder mennesker og dyr adskilt. Det var en kæmpe oplevelse for pigerne at trykke næserne flade i glasset og stirre direkte ind i øjnene på en smuk sneleopard, der var mindst ligeså nysgerrig som dem. Nogle af pisterne løber lige forbi indhegningerne til dyrene, og fra stolelifterne kan man flere steder se ulve.

Der er noget nær det mest eventyrlige univers, jeg længe har set.

”Der er noget nær det mest eventyrlige univers, jeg længe har set,” fortæller Louise om besøget i parken, der også gjorde stort indtryk, fordi dyrene virkede til at stortrives.

”De har store dejlige områder at boltre sig på, og deres rette naturlige omgivelser, det gør mit hjerte blødt, når det kommer til dyrevelfærden.”

Ferien går til Sverige

Efter fem dejlige dage i sneen tog familien afsked med Orsa Grönklitt. Og det bliver ikke sidste gang, ferien går til Sverige.

Orsa Grönklitt var en optimal ramme for os som familie, både på pisterne, men også krydret med gode oplevelser. Jeg er helt sikker på, at vi kommer tilbage igen. Sverige har virkelig taget os med storm, både om sommeren og nu også om vinteren,” fortæller Louise, der både har haft familien med på sommertur i Skåne og Småland.