Næste:
Næste:

Danskerne og kaffen

Det seneste århundrede har danskerne manifesteret sig som et af de mest kaffedrikkende folk i verden. 3 ½ kop kaffe dagligt og dermed en 3.-4.-plads på verdensrangslisten.

Er vi så blevet kult-kaffedrikkere? Ikke nødvendigvis. Det store segment drikker stadig kaffe med stor skelen til pris og langt mindre fokus på bønnesorter, bønnebehandling, specialbrygning osv.

Afrika – menneskets og kaffens vugge

Kaffen har ligesom mennesket meget romantisk sit ”udspring” i Afrika - kaffen stammer nemlig fra Kaffa i Etiopien. Oprindeligt lavede stammefolket energibarer på et mix af maste koffeinholdige kaffebær og dyrefedt, og først for 1000 år siden begyndte man at udbløde kaffebærret i vand – og siden i kogende vand.

Araberne dyrkede også kaffetræer og –buske og drak den stimulerende, skoldhede kaffe. På et tidspunkt kom kaffen til handelsbyen Mekka - siden Muhammeds fødsel også målet for arabernes pilgrimsfærd. Verdens første kaffehus blev grundlagt i Mekka i 1470, og trods forbud blev kaffen hurtigt en betydningsfuld handelsvare. Italienske købmænd købte kaffe i Tyrkiet og bragte den til Venedig i 1615, hvor den første kaffebutik åbnede i 1683. Samtidig nåede kaffen frem til Danmark, hvor den blev det finere borgerskabs og især fruentimmernes drik.

Kaffeplantens udbredelse

Alle husker sikkert Karen Blixens kamp mod vejrguderne på Den afrikanske Farm i Kenya. Kaffeplanterne frøs, led under tørke eller blev oversvømmet på alle de forkerte tidspunkter. Til slut opgav den viljestærke ”Tanne” sit forehavende og forlod sin afrikanske drøm og vendte hjem til Rungsteds Lyksageligheder.

Kaffeplanterne kan kun gro i troperne, og først i 1700-tallet lykkedes det især portugisiske og hollandske kolonimagter at få fat i kaffeplanter og anlægge kaffeplantager i deres tropiske kolonier.

De sensible planter kræver høje temperaturer året rundt, tåler ikke nattefrost, har brug for sol, men ikke for meget, kræver næring og vand, men ikke i kaskader. Derfor trives kaffeplanterne i de tropiske højlandsområder.

Kaffesort og -smag

Ligesom der er stor forskel på vin fra forskellige dyrkningsområder, er der også stor forskel på kaffe. Arabica er den

mest udbredte kaffesort – 70-75% - og stammer fra Etiopien. Den giver den mest elegante kaffe, men er også den mest sarte med det laveste udbytte. Robusta er, som navnet antyder, en meget hårdfør kaffe med en mere rå og "ukultiveret” smag, der dog rundes af, når den blandes med Arabicabønner – som i vinens verden, hvor forskellige druesorter blandes – assemblage kaldes det. Dyrkes hovedsageligt i Indonesien og Afrika og kan under gunstige forhold også gro i tropiske lavlandsområder. Prisen er indlysende lavere end prisen på Arabica.

40% af den danske kaffe kommer fra Brasilien og kaldes populært Brasil. Det er en rund og mild Arabicakaffe. Colombiakaffen gror på Andesbjergenes skråninger og giver en fyldig, kraftig, let syrlig Arabicakaffe. Javakaffen fra den indonesiske vulkanske jordbund resulterer i en indbydende, fyldig Arabicakaffe. Den krydrede, syrlige Mocca kommer fra Yemen, og de afrikanske kaffer fra Etiopien, Kenya, Tanzania og Burundi er velsmagende, men også ganske syrlige.

Ristning

Det modne, røde kaffebærs 2 bønner frigøres fra bærrets pulp efter vask og tørring. Siden ristes bønnerne – mere eller mindre nænsomt, sukkerindholdet i kaffebønnerne karamelliseres, aromastofferne frigives, og bønnerne får deres smukke kaffebrune farve. Herefter er kaffen klar til videresalg og formaling.

Din egen kaffesmag

Køb små portioner kaffe – og prøv måske også de eksklusive single estate kaffer (fra ”enkeltmarker”). Få kaffen malet hos kaffehandleren eller gør det selv – allerhelst på en manuel kværn, så bønnerne ikke varmes op af den elektriske kværn. Formalingsgraden afhænger af brygningsmetoden – grov til stempelkande, mellemfin til kaffemaskine og fin til espresso. Vandets temperatur skal være 92-96°, når det rammer bønderne. Drik din kaffe friskbrygget, dvs. inden for 30 minutter, ellers træder bitterstofferne frem.

Nyd farve og duft, smag langsomt på kaffen, bemærk eftersmagen og vurdér, om det er en kaffe for dig. Måske finder du ud af, at du foretrækker én type kaffe til din morgenmad og en anden efter din middag. Du drikker jo heller ikke samme vin til al slags mad …

Har du en sød tand, så sød din kaffe med rørsukker. Sukker fremhæver også i kaffe smagen!

Husk at opbevare din kaffe i en lufttæt dåse, så alle kaffens aromaer bevares bedst muligt, og sørg for at din kaffemaskine er ren, når du brygger kaffe!

Kilde: Kaffeinfo.dk