Næste:
Næste:

Hurtig omstilling kræver parathed

Krisen har vist, at det er muligt at lægge både produktion og arbejdsliv radikalt om. Men det kræver, at organisationer er gearet til omstilling. Og det er de kun, hvis de allerede har den rette viden og kender organisationens værdigrundlag, inden krisen rammer, mener CBS-professor Susana Borrás.

Selvom debatten om bæredygtighed og grøn omstilling har stået i skyggen af pandemien, så er klimaproblematikken stadig højaktuel. Måden, vi producerer, arbejder og lever på, skal ændres, hvis vi vil sætte gang i den grønne omstilling. Men kan vi overhovedet det med en pandemi og udsigt til økonomisk smalhals?

”Coronakrisen har i hvert fald vist, at vi hurtigt kan ændre vores måde at agere på inden for digitalisering, klima og globalisering, og så har vi set, at der i mange organisationer både er en ledelses- og medarbejderparathed, som kan sikre udvikling og hurtig omstilling,” siger professor på Institut for Organisation på CBS, Susana Borrás.

Strukturen skal være på plads

Hun understreger dog, at paratheden kræver, at organisationer allerede kender deres værdier og har det rigtige set-up – både ift. viden, kompetencer og tekniske muligheder.

”Det er uhyre vigtigt at have sine strukturer klar, når noget uventet indtræffer. Dem, der ikke allerede havde løsningerne, da krisen kom, har haft det hårdt, mens dem, som havde den nødvendige viden og bevidsthed, har klaret sig fint gennem krisen,” påpeger Susana Borrás, som også ser pandemien som en oplagt mulighed for at kigge på organisationen.

”Mange organisationer har gjort sig forskellige erfaringer under krisen, og adfærd og værdier kan ændres. Det kan være ganske små tiltag, men det er bare vigtigt, at organisationens værdier bliver kommunikeret klart ud – både internt og eksternt,” siger Susana Borrás.

I en tid præget af klimaforandringer, miljødebat og FN’s Verdensmål er bæredygtighed blevet et uomgængeligt emne for virksomheder og offentlige organisationer

Krisen har forrykket balancen

Hun bakkes op af Steen Vallentin, der er lektor på Department of Management, Society and Communication på CBS. Han peger på, at der selvfølgelig er en række lavthængende frugter som f.eks. rejsemønstre og hjemmearbejde, der allerede har vist deres værd. Men på lidt længere sigt kan coronakrisen bremse udviklingen inden for bæredygtighed og grøn omstilling, mener han.

”Det handler om at finde en balance mellem den stærke bæredygtighed, som handler om at lytte til naturvidenskaben, og den svage bæredygtighed, som er FN’s dagsorden og menneskelige interesser, men med coronakrisen er den balance blevet forrykket, fordi den økonomiske situation er så usikker,” siger Steen Vallentin og påpeger, at vi i øjeblikket er i en form for undtagelsestilstand.

”En mere bæredygtig fremtid er en kombination af sociale, økonomiske og miljømæssige forhold, men de voldsomme økonomiske konsekvenser af krisen har skabt en stor usikkerhed, som risikerer at påvirke den bæredygtige udvikling,” understreger Steen Vallentin, som dog også ser et potentiale i uvisheden.

”På trods af den store usikkerhed omkring bæredygtig udvikling er der et stort strategisk potentiale forbundet med netop bæredygtighed – og med at tænke og udvikle sin forretning på mere bæredygtige måder. Bæredygtighed stiller krav til innovation, nytænkning, forbedring af eksisterende teknologier og anvendelsen og udviklingen af nye teknologiske løsninger. For virksomhedernes vedkommende drejer det sig om udvikling af nye forretningsmodeller og om at mindske de negative miljømæssige konsekvenser af eksisterende forretningsaktiviteter,” siger Steen Vallentin.

Bedre kompetencer

Flere af CBS’ masteruddannelser har fag, der beskæftiger sig med bæredygtighed, CSR og udviklingsmulighederne i den grønne omstilling. På Master of Public Governance klæder Susana Borrás deltagerne på til bedre at forstå den seneste udvikling og de grundlæggende problemstillinger.

”I en tid præget af klimaforandringer, miljødebat og FN’s Verdensmål er bæredygtighed blevet et uomgængeligt emne for virksomheder og offentlige organisationer. Det er et emne, der bringer muligheder såvel som udfordringer med sig. Og som offentlig leder i kommunale, regionale og statslige organisationer står man med både store og små udfordringer i ledelsen af den grønne omstilling,” siger Susana Borrás.

I sin undervisning drøfter hun med deltagerne alt fra den nye klimalov, som skal reducere drivhusgasudledningen, til målet om mere bæredygtighed. Hvordan kan man engagere sin organisation i det? Hvilke dilemmaer og udfordringer kan man forvente?

”Mange løsninger omkring bæredygtighed og grøn omstilling handler om partnerskaber. F.eks. er der mange interessenter, hvis et sygehus vil nedbringe energiforbruget. Vi ønsker derfor også i undervisningen at skabe bedre forståelse for de rammer og faktorer, der spiller ind, når man skal stå i spidsen for den grønne omstilling,” fortæller Susana Borrás.