Næste:
Næste:

Savica vandfaldet - Foto: Michael Matti

Oplev brusende vandfald og klare krystalsøer i Slovenien

De slovenske alper kaldes ofte “den solrige side”, fordi de vender mod syd og har et mildere klima. Samtidig har den slovenske del meget af den samme charme, som kendetegner Alperne uanset hvilket af de syv alpelande, man er i. Her vælter vandfald ned fra bjergsiderne, mens cyklister, vandrere og bjergbestigere bevæger sig opad, igennem og videre ned under jorden.

I vest ligger de Juliske Alper og i øst Kamnik-Savinja Alperne (tildels også Karavanken). Hele området inviterer til at trække i aktivtøjet, for landskabet er både udfordrende og uhyre smukt.

Triglav National Park – Foto: Jošt Gantar

I de Juliske Alper knejser Triglav - Sloveniens største (og trehovede) bjerg, som både pryder landets flag og har givet navn til den omfattende Triglav Nationalpark. Overalt giver velafmærkede og sikre stier mulighed for at komme i højderne til fods. Samtidig byder søerne i Bled, Bohinj og Jasna på både stisystemer og mere råt krat, alt efter hvad man ønsker sig. Vandet deri har den mest klare, turkisgrønnefarve, så man tror, der er Instagram-filter på.

Kajak på Bohinj søen - Foto: Daniel Ernst

Endelig skaber kombinationen af bjergsider og floder en fantastisk række vandfald: Savica, Kozjak, Peričnik og Rinka - de alene er værd at vandre langt efter. Og når sulten melder sig, kan man prøve en traditionel snack i én af de mange bjerghytter som fx potica, en klassisk slovensk “roulade”-kage, der blandt andet fås med sødt valnøddefyld.

Postkort-perfekt kurby

Bled er en charmerende lille kurby, der ligger ca. 45 km. nordøst for Ljubljana. Dens store trækplaster er søen af samme navn, som blev dannet af gletsjervand fra de Juliske Alper for mange tusind år siden. Den ligger nu som en funklende juvel, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Omkring den er en sti, som kan slentres igennem på en time, og som giver adgang til skiftende vuer over til den lille ø midt i vandet. Derpå står en yndig kirke, som er romantisk destination for mange brudepar.

Bled søen - Foto: Franci Ferjan

Prøv en tur rundt på søen med én af de såkaldte Pletna-både. Det er en charmerende lokal opfindelse fra 1500-tallet, hvor bådens fremdrift sikres af en stående roer, mens en baldakin giver skygge til passagererne. Rund turen af med at smage den berømte "Bled cream cake", som blev opfundet af dessertkokken på det lokale Hotel Park i 1953. To butterdejslag danner top og bund omkring et lag creme og et lag flødeskum, og på den måde minder kagen om en Napoleonsnitte - smager genialt med en kop espresso til.

Bled om efteråret - Foto: Nikola Jurišič

Landets nok smukkeste vandfald

Bevæger man sig en anelse længere sydvest for Bled, kommer man til Bohinj-dalen, som også hører til Triglav Nationalpark. Her ligger endnu en glitrende gletsjersø - Sloveniens største med 4,2 km på den længste led og over 40 meter til bunden på det dybeste sted.

Mens Bled lægger op til magelig slentren, er der noget mere vildt omkring Bohinj, men søen er ikke mindre smuk af den grund. Her er også udsigt til kirketårne, bjergtinder og nærmest smaragdgrønt vand. Men det nok mest spektakulære sted i området er Savica-vandfaldet, som kan kendes ved sit todelte vandløb, der fosser ud af klippevæggen og ned i en turkis pøl.

Gåturen derop er for det meste belagt med trin og rækværk, som gør oplevelsen betydeligt mere tilgængelig. Det tager en lille halv time at gå i roligt tempo opad de mere end 500 trin. Vil man gerne udfordres lidt mere, tilbyder det nærliggende Pokljuka-plateau over 80 km. cykelstier, vandring og guidede ture i 1200-1500 meters højde.

Dalen med de mange talenter

Mod vest ligger Soča-dalen, som domineres af den åndeløst smukke Soča-flod. Her kan man både kaste sig ud i river rafting og kajakroning, hoppe ned over området med en faldskærm eller paraglide, mens man suger alt det blågrønne til sig fra oven. Nede på jorden, få kilometer fra grænsen til Italien, ligger et andet, mere mystisk tillokkende syn - Kozjak-vandfaldet. Her vælter vandet ned i en majestætisk klippehal, som kun nås via veletablerede stier og små broer

Kajakroning på Soča floden – Foto: Nea Culpa d.o.o.

Har man fyldt dagen med udfordringer, kan man passende forkæle sig med et besøg hos Ana Roš, der blev udnævnt til World’s Best Female Chef i 2017. Hun slår sine folder på restauranten Hiša Franko, der ligger et par kilometer fra vandfaldet. Stedet er Sloveniens svar på Noma, og i år er restauranten tilmed på The World’s 50 Best Restaurants-listen. Klart et besøg værd - men husk endelig at bestille bord hjemmefra og i god tid.

Kulinariske specialiteter fra Chefkok Ana Rôs – Foto: Dean Dubokovič

På toppen af Slovenien

Zelenci Naturpark - Foto: Boris Pretnar

Grønnere og frodigere

Bevæger man sig små 70 km øst langs den østrigske grænse, kommer man til Kamnik-Savinja Alperne, hvor klimaet er en anelse køligere og plantelivet endnu frodigere. Også her er der masser af vandre- og cykelruter og nede i Logar-dalen slanger Savinja-floden sig glasklart gennem landskabet. Fra en klippevæg sprøjter det 90-meter høje Rinka-vandfald, og med kun 15-20 minutters gang fra Logarska Valley Regional Park-indgangen, kommer man nemt frem til det brusende vidunder. Et andet unikt naturfænomen er den såkaldte Snow Cave, en underjordisk grotte, der ligger i 1556 meters højde. Oplev den mere end 10 mio. år gamle formation sammen med en guide, der viser vej gennem en verden af fantastiske stalagmitter og naturlige isskulpturer.

Dybt i undergrunden

Podzemlje pece (“det underjordiske Peca”) er navnet på et helt usædvanligt underjordisk museum, der ligger i den tidligere bly- og zinkmine Mežica. Minen var aktiv i mere end 300 år og rummer mindst 800 kilometer tunneller. Her kan man komme omkring i minevogne eller som noget ganske enestående - selv tage på opdagelse på mountain bike ad en 5-kilometers rute. Endnu mere eventyrlystne kan bevæge sig dybt ned i undergrunden, hvor man kan ro rundt i kajakker på små søer 700 meter under jorden. Med til turen hører et klassisk minearbejdermåltid, så der er lidt ekstra energi til udflugten.

Underground kayaking in Mežica - Foto: Tomo Jeseničnik

I Pohorje-området byder små kroer og alpehytter på endnu flere lokale specialiteter. Kig for eksempel efter pohorski lonec, en gryderet med kød, grønt og boghvede og til dessert: en pohorska omleta, en sød omelet med fyld af tranebær, der typisk serveres med flødeskum og myntelikør.

Kort sagt frister det nordvestlige hjørne af Slovenien med utallige storslåede oplevelser - især til dem, der godt kan lide udfordringer. Så pak badetøjet, træk i vandrestøvlerne og oplev de slovenske alper i fulde drag. De har lavet al forarbejdet - du skal bare tage det første skridt.