Næste:
Næste:

Professor i Spil og Læring ved Aalborg Universitet, Thorkild Hanghøj, mener, at vi som voksne er nødt til at differentiere mellem "slikskål" og "sunde vitaminer", når vi taler diskuterer fænomenet skærm. Foto: Rikke Lynge

Computerspil skal hjælpe DSB med at vende kedelig ulykkesstatistik

Antallet af alvorlige ulykker på perronerne er alt for mange, og ofte er det de 15-17-årige, der kommer galt af sted. I et forsøg på at vende den kedelige statistik lancerer DSB nu en virtuel version af Københavns Hovedbanegård i computerspillet Minecraft Education. Ekspert er positiv for initiativet, men skal det have effekt, bør det indgå i undervisningen, mener han.

Uopmærksomhed, alkohol og uvidenhed.

DSB har over en årrække set alt for mange alvorlige ulykker på landets perroner, og årsagen kan som oftest findes i én af tre ovenstående kategorier. Ligesom ulykkesofrene i mange tilfælde er unge drenge mellem 15 og 17 år. Derfor har DSB gennem de senere år lanceret flere sikkerhedskampagner, der har været målrettet netop denne målgruppe.

Senest allierede de sig med rapperen ICEKIID, som med sangen ‘Aldrig Glemt’ skulle skabe en refleksion i forhold til, hvor meget man kunne miste med blot et par sekunders uopmærksomhed.

»Kampagnen havde egentlig relativ god effekt. Men vi må også bare erkende, at vi står her et år efter, og antallet af personulykker i den aldersgruppe er fortsat alt for højt«, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, der er sikkerhedschef hos DSB.

Aha-oplevelser
En konklusion har derfor været, at man er nødt til at starte samtalen om sikker færden på landets perroner endnu tidligere. Derfor har DSB i samarbejde med Esport organisationen Tricked Esport skabt en virtuel verden af Københavns Hovedbanegård i Minecraft Education. Et spilunivers kaldet ‘DSB Safety’.

Ligesom i alle andre Minecraft-verdener kan man her bevæge sig relativt frit rundt på den gamle københavnske banegård. Men der er også sat øvelser og udfordringer op, som har til formål at illustrere, hvad der kan gemme sig af potentielle farer, når man rejser med tog.

Med Minecraft-verdenen og computerspillet 'DSB Safety' sigter Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen og hans kolleger hos DSB at ramme en endnu yngre målgruppe end tidligere. Foto: Tricked Esport

»Eksempelvis har vi i vores verden lavet en øvelse, der handler om standselængde. Ud fra togets hastighed skal barnet vurdere, hvor på perronen, han eller hun tror, at toget standser. Det er en øvelse, kan vi se, der giver virkelig mange en aha-oplevelse, når børnene ser, hvor langt tilbage ved perronen man rent faktisk skal stå«, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, der har været indover både udviklingen og test af verdenen.

Slikskål versus vitaminer
Men er computerspil og digitale universer den rette vej at gå, når man vil skabe adfærdsændringer i et fysisk rum? Og spiller danske børn i øvrigt ikke nok computer i forvejen?

»Der er masser af forskning, som viser, at computerspil kan skabe en adfærdsændring i det fysiske rum. Eksempelvis har vi studier, som viser, at VR (Virtual Reality,red.) er særligt effektivt, når man vil lære børn om god trafikadfærd«, siger Thorkild Hanghøj, der er professor i Spil og Læring ved Aalborg Universitet.

Men han forstår godt dem, som er skeptiske ved tanken om, at computerspil skal rykke ind i undervisningen.

»Jeg er egentlig enig i, at danske børn er alt for meget på skærm i dag. Og det har negative konsekvenser. De kan få dårligt selvværd fra smarte influencers på Instagram, de kan føle sig ekskluderet fra gruppen på Snapchat og de kan få dårlig kondi, når de bare sidder og scroller skærm halve og hele eftermiddage«, siger han og fortsætter:

»Men vi er nødt til at differentiere mellem, hvad der er slikskål og hvad der kan være sunde vitaminer, når vi taler om fænomenet skærm«.

For mens sociale medier ifølge professoren er slik, så kan der rent faktisk være sunde vitaminer og gevinster at hente, når det gælder computerspil.

Ifølge Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen viser de test, som DSB har lavet med spillet, at det giver børnene aha-oplevelser i forhold til potentielle farer ved en perron. Foto: Rikke Lynge

»Spillene kan både styrke og skabe sociale kompetencer og relationer. Og tager vi de competitive E-sport-computerspil, så kan vi se, at børnene bliver trænet i at spille, kommunikere og tænke strategisk sammen som et hold. Ligesom hvis de gik til fodbold. Og så er der på den anden side de mere åbne og eksplorative spil som Minecraft. Her handler det om at udforske og bygge, og der er masser af evidens for, at de her spil styrker børnenes kreativitet«.

Fast pensum er målsætningen
Ifølge Thorkild Hanghøj er det bl.a. derfor, at Minecraft er oplagt i undervisningsregi.

»Jeg har selv arbejdet med et projekt, hvor børnene skulle blive klogere på koordinatsystemet i Minecraft. Det var en stor succes. Men en vigtig nøglekomponent var, at vi havde en lærer, som satte rammerne og kunne guide. Hvad skulle børnene udforske og undersøge«, siger Thorkild Hanghøj.

Han har testet en promo-udgave af DSB Safety og mener, at det kan hjælpe børn med at blive mere opmærksomme på, hvordan og hvor de færdes på en perron. Men skal det rykke ved en egentlig adfærd og skabe refleksion, mener han, at kræver en lærers tilstedeværelse.

Det er Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen, DSB’s sikkerhedschefs enig i. DSB Safety er derfor tænkt ind som undervisningsmateriale, når der skal undervises og tales trafiksikkerhed i folkeskolen.

»I første omgang er håbet, at lærerne lader spillet indgå i de undervisningsmoduler, der allerede eksisterer omkring færdselssikkerhed. Men med tiden håber vi, at det også tænkes ind undervisningsministeriets faste pakke til folkeskolerne om sikker trafik«.

Faktisk stiller Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen sig en smule undrende overfor, at sikker færden på landets perroner ikke allerede er fast pensum, når der undervises sikker trafik i folkeskolen.

Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen undrer sig over, at der ikke findes materiale fra undervisningsministeriet, der har fokus på, hvordan man færdes sikkert på en togperron. Foto: Tricked Esport

»Fra 2010 til 7. oktober i år har vi haft 100 tilfælde, hvor personer er kommet slemt til skade eller blevet dræbt. Jeg tror, at det handler om, at mens vi i skolen har fået indprentet, hvor farlig trafikken kan være, så er der ikke samme bevågenhed for de farer, der kan være, når vi rejser med tog. Og det gør 500.000 danskere immervæk hver eneste dag«, siger Carsten Dam Sønderbo-Jacobsen og slutter:

»Men når det er sagt, så gør det mig også kun desto mere stolt, at vi som selvstændig offentlig virksomhed vælger at tage det her samfundsansvar på os og få minimeret antallet af ulykker på landets perroner«.

Læs mere om DSB Safety her