Næste:
Næste:

Tivoli Food Festival åbner d. 12. maj og programmet er spækket med kulinariske arrangementer og smagseksplosioner.

18 dages mekka i gastronomiens tegn


Tivoli Food Festival skubber til de kulinariske grænser med inspirerende workshops og sprøde smagsprøver. For en stund danner den magiske forlystelsespark rammen for månedens lækreste festival.

Tivoli er kendt for sine forlystelser. Men i maj er livets gastronomiske glæder sat i højsædet, når der pyntes op til årets store Food Festival. Fra åbningen d. 12. maj og frem til d. 29. maj er de vigtigste forlystelser maden, drikkevarerne og den gode stemning. Det bliver et overflødighedshorn af kulinariske arrangementer, events og smagseksplosioner. Hver eneste festivaldag er der masser af gastronomiske fejringer og forlystelser, der helt sikkert passer til hver en alder, diæt og smagsløg.

Smag på Tivolis spisesteder på en Food & Drink Tour. Du kommer blandt andet forbi Lobster Shack, hvor der serveres lobster roll og et glas prosecco. Foto: Lina Ahnoff.

Ambitionerne er høje hos den historiske forlystelsespark, der har sine rødder tilbage til 1843. Målet handler ikke alene om at forblive en forlystelsespark i verdensklasse, men også at blive en international gastro-destination. Derfor har årets Tivoli Food Festival fået vokseværk og er kun blevet endnu større, længere og sødere!

Sukkerbanko og Søde Søndage

Der er noget for enhver smag, når festivalportene slår dørene op d. 12. maj. Men løber man programmet igennem, er det i hvert fald tydeligt, at desserterne får en særlig plads under festivalen – til stor glæde for de besøgendes søde tand.

Nimb Bar holder den 15. maj Afternoon Tea med både salte og søde serveringer i salonens bløde lænestole.

Hver søndag vil Plænen i Tivoli blive fyldt til randen med bankoglade gæster. Søndag d. 15. maj byder den tidligere Bagedyst-vinder, vinder af DM i chokoladeskulptur og triple-kogebogsforfatter Tobias Hamann, velkommen til bankospil med masser af søde præmier på højkant. Ugen efter er det Bagedyst-dommer Markus Grigo, der styrer bankotallene, mens tidligere Bagedyst-dommer Mette Blomsterberg slutter Sukkerbanko-trilogien d. 29. maj.

Stilfulde Nimb Bar afholder samme dag årets skønneste Afternoon Tea. De første fem serveringer starter i det salte køkken, hvorefter de følgende chokoladeserveringer tager deres retmæssige plads og sørger for en vidunderlig eftermiddag i salonens bløde lænestole.

De andre søndage skal man dog ikke fortvivle. Ugens sidste dag er stadig af den søde – nærmest hellige – slags under Tivoli Food Festival. Søndagene er nemlig dedikeret til nogle af Danmarks dygtigste konditorer (blandt andet nuværende og tidligere Bagedyst-dommere Markus Grigo og Mette Blomsterberg) samt dessertudviklere fra Cakenhagen, der i HTH Livekøkkenet viser flere af de teknikker og råvarer, der har det med at vinde enhver dessertgæst over med sukkersød benovelse.

Livekøkken og Food Tours i Haven

Festivalen er dog på ingen måde dedikeret til det søde køkken. Tværtimod. Onsdag d. 18. og 25. maj vil den umiskendelige, tillokkende duft fra grillen brede sig gennem Haven. Der er helstegt pattegris, lam, okse og tilhørende saucer på Gourmetkompagniets grillmenu. Det tegner til at blive et studie i salt, sødt og sprødt, når de dygtige kokke skærer for og uddeler gratis smagsprøver.

Duften af grill vil brede sig i Haven, imens Gourmetkompagniet griller helstegt pattegris, lam og okse med tilhørende saucer. Foto: Lina Ahnoff

Festivalen er ikke kun rendyrket nydelse – den er også en mulighed for at blive inspireret i bæredygtighed. Det er netop tilfældet d. 24. maj, når Meyers afholder krabbebisqueworkshop. Her kan børn og voksne sammen forvandle strandkrabber – en invasiv art, der er i gang med at erobre de danske strande, hvor den ingen fjender har – til en skøn og smagfuld bisque. Strandkrabberne er omfattet af det nye statskontrollerede mærke, NaturSkånsom, og derfor er det altså med god samvittighed, at man kan forvandle krabberne til en af sommerens fineste forretter.

Foto: Lina Ahnoff

I HTH Livekøkken kan man hver dag stille spørgsmål til og lade sig inspirere af nogle af landets dygtigste kokke såsom Nicolai Tram, Claus Meyer og Casper Sobczyk. I det toptunede HTH-køkken kommer der også besøg fra innovative, danske bryghuse og bæredygtige kvalitetsproducenter som Østerberg Ice Cream, FødevareBanken og Fiskerikajen.

Hver eneste dag kan man nyde Haven, der i festivalens anledning er blevet pyntet smukt op til fest. Der vil uden tvivl være god stemning ved langbordene, hvor samværet og fællesskabet er i højsædet.

Man kan også tage på en smagfuld Food & Drink Tour rundt i den smukke, oppyntede have. Fire lækre smagsoplevelser er med i prisen, når man køber billet til Festivalens fireretters menu.

DM i blindsmagning og jazzet tastingmenu

Danmark har selvfølgelig sine stolte traditioner, når det kommer til øllet. Det er på ingen måde gået i glemmebogen hos Tivoli. Faktisk er det muligt at deltage i små intime ølsmagninger med Anarkists eksklusive intimsmagning i det ‘Lyserøde Rum’ på Nimbs førstesal.

Ingen dansk sommer uden dansk øl fra Anarkist. Kom til ølsmagning i det ’Lyserøde Rum’ på Nimbs førstesal. Foto: Lina Ahnoff.

Er man mere til druernes magiske saft og kraft, kan man opleve nogle af landets bedste – og mest velsmagende – ganer dyste i DM i Blindsmagning. Med en billet får man også lov til at smage de tre finalevine og selv prøve kræfter med blindsmagningens svære kunst.

Det er ikke kun ganen, der forbliver forkælet til Tivolis Food Festival. Øregangene bliver der ligeledes kælet for, når Tivolis Husorkester og sangeren Mads Mathias disker op med en jazzet tastingmenu. Live-musikken og den gode stemning foregår ved scenen ved Det Grønne Glashus, hvor det nok skal blive hyggeligt.

Tivoli Food Festival har samlet et bredt program, hvor der er til de sultne, de tørstige og alle derimellem. Så kom endelig forbi og tag del i den overdådige fejring!



Læs mere om Tivoli Food Festival og se programmet hos Tivoli