Det startede med kærlighed. Kærlighed til Ærø, hvor Michael Nielsen bor. Øen i det sydfynske øhav er geografisk distinkt. Der findes lignende øer, men ingen ligesom. Og da Michael Nielsen gennem sit arbejde på Søby Værft kendte til kvalitetsstyring, kastede han sit granskende øje på de skotske whisky-traditioner. For alle ingredienserne til whisky-produktion fandtes sådan set på Ærø, så hvorfor ikke lave et produkt, der i sin essens var smagen af denne lille, dejlige ø.
I 2012 studerede Michael Nielsen ganske nøje processerne og teknikkerne bag whisky-produktion. Siden hen fik han en aftale i stand med den lokale, økologiske landmand, Christian, fra Kammerrådgården, der gerne ville være med på det ø-eventyr.
»Vi er et destilleri, der er drevet af passion for whisky og for den her ø«.
Michael Nielsen, CEO hos Ærø Whisky
I dag - snart 10 senere - er Ærø Whisky en lille fortælling om stor kærlighed til Ærø. »Der er allerede masser af whisky på markedet. Jeg startede ikke destilleriet for at tilføje mere, men fordi jeg havde en idé med det. En idé om at lave et produkt, der er fuldkommen distinkt for Ærø, og som kunne samle forskellige folk fra øen i et fælles projekt«, forklarer Michael Nielsen.
I dag er det økologisk Evergreen-byg fra Kammerrådgården, der bliver maltet i baggården til Købmandsgården i Ærøskøbing. Det er den lokale tømrer og snedker, der bidrager til at bygge egetræfadene, og whiskyen bliver solgt hos de fleste lokale spisesteder på øen.
Ærø Whisky er en fortælling om at håndlave en lille, lokal og meningsfuld kvalitetswhisky i små batches. »Selvfølgelig kunne vi godt købe noget halvfabrikat og så skalere op i produktionen. Men det er ikke det, vi ønsker. Vi er et destilleri, der er drevet af passion for whisky og for den her ø.«
Michael Nielsen (th.) er direktør i det lille destilleri, der fra den gamle købmandsgård i Ærøskøbing frembringer de små batches af håndlavede Ærø Whisky. Foto: Ærø Whisky.
Sporbarhed til det enkelte træ og den enkelte mark
Når Michael Nielsen og de engagerede partnere i Ærø Whisky garanterer sporbarhed for den enkelte flaske, så er det ikke bare et salgstrick. Der er et skilt i bygmarken, der viser, hvor kornet vokser. Og selv egetræsfadene til Local Oak-flasken kan spores til det eksakte - og mere end 100 år gamle - egetræ, som stod placeret på Nørregade 25 i hjertet af Ærøskøbing.
Det gamle træ, der har stået mere end en menneskealder i Ærøskøbing, giver nu smag til den malt-whisky, der ligger i tønderne. Her trækker de gennem årene smag fra det historiske træ, der mistede sin fredning, da stormen Bodil med sin kraft flækkede en af træets hovedgrene og udsatte nabohuset for fare.
Local Oak-whiskyen er på mange måder en fortælling, der uløseligt hænger sammen med årets gang og begivenheder. Lige nu er den faktisk udsolgt, men i starten af det nye år bliver næste generation tappet fra egetræsfadene.
Local Oak er den ufortyndede smag af Ærø. Her er alle ingredienserne – selv ned til egetræet til fadene – vokset på den sydfynske ø. Foto: Ærø Whisky.
Der findes også andre whiskyer i sortimentet. Standard Issue har som den eneste aftapning en del malt i fra Fuglsang Malteri i Haderslev, men når man bevæger sig opad i prisklasserne, betyder det også, at man får den helt naturlige, ærlige smag af Ærø.
Mange vil forbinde whisky med en røget smag, men det er ikke tilfældet her, forklarer Michael Nielsen. »Vi har ikke tradition for at anvende tørv i vor whisky, og derfor findes røgsmagen ikke. Det er ikke smagen af Ærø«.
Derudover er der også en anden, logistisk forklaring. Den gamle Købmandsgård i Ærøskøbing, hvor destilleriet siden 2016 har haft til huse, er omgivet af naboer. »Røgen ville sikkert være til gene for dem og målet er ikke, at vi skal genere nogen. Ideen er, at vi skal finde noget at samles om«.
Det er også en af grundene til, at Ærø Whisky opererer med ganske små mængder af flasker. Pig- og brosten omgiver det historiske centrum af Ærøskøbing, og skulle der store mængder korn ind i produktionen, ville det kræve bedre forhold og større industrimaskiner til at køre rundt med råvarerne.
»(...) vi gør tingene med transparens, og så laver vi et produkt, der er så specifikt og særegent, at man ender med unikke smagsoplevelser. Den historie er meget værd hos mange whisky-samlere«.
Michael Nielsen, CEO hos Ærø Whisky
Det gør ikke just Ærø Whisky til en kandidat til Løvens Hule, erkender Michael Nielsen. Skalerbarheden er forholdsvis lille, når den lokale historie er så rodfæstet i forretningen. Til gengæld er der overflod af passion i projektet.
Der er samlere af Ærø Whisky i USA, Japan og hele EU
Mantraet om ærlighed, sporbarhed og ærøsk distinktivitet har dog givet genlyd blandt passionerede whisky-samlere og klubber. Ærø Whisky har nemlig en åben ejerkreds på omkring 400 medlemmer. Men aktionærerne er ikke kun spredt ud over øen; de findes i hele Danmark, EU, USA og Japan, fortæller Michael Nielsen.
»De har haft lyst til at investere i os, fordi vi gør tingene med transparens og så laver vi et produkt, der er så specifikt og særegent, at man ender med unikke smagsoplevelser. Den historie er meget værd hos mange whisky-samlere«.
Aftapningerne kommer i smukke, nummererede flasker, og bliver fra destilleriet solgt til restauranter og entusiastiske samlere fra hele verden. Foto: Ærø Whisky.
Det gælder også det klimamæssige aftryk, hvor der blandt andet bliver målt på, hvor meget vand, der bliver brugt, hvor mange rengøringsmidler der forbruges og hvor meget strøm, der går til produktionen. Alt sammen med et mål for øje om, at Ærø Whisky skal have så ringe belastning af vort miljø, som det er praktisk muligt.
Et aftryk til eftertiden, der dog bliver regnet som et gode, er det lager, som destilleriet er ved at opbygge. Det er et tyveårigt projekt, hvor en betydelig del af årets produktion bliver lagret til fremtiden. Således vil ravfarvede dråber mange år endnu fortælle en unik, gastronomisk historie om Ærø.