Næste:
Næste:

Hvordan genstarter og genopfinder vi Danmark?

Mens Christiansborg har været optaget af, hvordan og hvornår vi genåbner Danmark, har Industriens Fond etableret et nyt Dansk Konkurrenceevneråd.

Rådet har 20 medlemmer, og de skal besvare det rigtig gode spørgsmål: hvordan genstarter og genopfinder vi Danmark? De 20 rådsmedlemmer har ifølge rådets hjemmeside det til fælles, at de alle kerer sig dybt om Danmark; de deler en vision om ”et Danmark, verden vælger til”. Stor respekt for det, for der er nok at tage fat på.

Vi står over for store samfundsmæssige udfordringer. Hvordan vi sikrer konkurrenceevnen er blot én af dem. Klimaudfordringen er en anden. Hvordan vi sikrer et bæredygtigt velfærdssamfund er en tredje. Det gælder for alle de store udfordringer, at de er grænseoverskridende. De kan ikke løses af den private sektor eller den offentlige sektor alene.

Hvis vi skal genstarte og genopfinde Danmark, så skal vi gentænke samspillet mellem den private sektor, den offentlige sektor og civilsamfundet

Konkurrenceevnerådet konstaterer, at den private sektor og den offentlige sektor har brug for hinanden. Det er et godt udgangspunkt. For vi har i Danmark et noget ambivalent forhold til samspillet mellem den private og den offentlige sektor. Lige nu diskuteres det at starte en vaccineproduktion i et nyt offentlig-privat samarbejde. Samtidig overvejes det at forbyde private virksomheder at tjene penge på at passe små børn. Private sygehuse må godt tjene penge på at operere syge patienter. Samtidig er det ugleset, at private konsulenter tjener penge på at rådgive den offentlige sektor. Og mens mobiliteten mellem den private og den offentlige sektor er meget ringe, så diskuteres det at indføre en karensperiode for offentlige ledere, der skifter til den private sektor.

Den private sektor og den offentlige sektor har brug for hinanden. Den private sektor politiseres med stadig flere og mere komplekse bundlinjer (tænk blot på aktuelle shitstorme, der har ramt Lagkagehuset og Nemlig.com). Og samtidig privatiseres den offentlige sektor med stadig mere fokus på kerneopgaven, marked og benchmarking. Derfor kan de to sektorer lære meget af hinanden. Men det er ikke nok. World Economic Forum har påpeget, at civilsamfundet ikke længere bare skal betragtes som ”den tredje” sektor. Civilsamfundet skal betragtes som den lim, der binder det private og det offentlige sammen på måder, der styrker det fælles bedste. Det kan man måske kalde civilisering?

Hvis vi skal genstarte og genopfinde Danmark, så skal vi gentænke samspillet mellem den private sektor, den offentlige sektor og civilsamfundet. Vi skal blive meget bedre til at agere som et samfund i stedet for hver for sig-fund. Ordet ”samfund” betyder oprindeligt sammenkomst; at finde sammen. Det skal vi blive bedre til.

PS! Konkurrenceevnerådet er som nævnt etableret af Industriens Fond, og det har 20 medlemmer. De har det til fælles, at de alle arbejder i den private sektor. En professor fra Københavns Universitet er den ene undtagelse, der bekræfter reglen. Der er ingen ledere fra den offentlige sektor, og der er ingen fra civilsamfundet. Det er tilsyneladende ikke så let at finde sammen.