Næste:
Næste:

Copyright: Österreich Werbung Foto: thecreatingclick.com

7 tips til børnefamiliens sommerferie i Østrig

Idylliske alpelandskaber, skønne badesøer, frisk bjergluft og masser af fælles oplevelser. Østrig er et sommerparadis for hele familien.


Sommerferien er vigtig for fællesskabet i familien. Det er her, man har tid til at være sammen, og her man får ladet batterierne op til resten af året. I Østrig finder I de dejligste sommerferieoplevelser for både børn og voksne. Her er masser af sjove, familievenlige aktiviteter, men også smuk natur og fred og ro til at komme ned i gear og bare nyde hinandens selskab.

Vi har valgt syv naturskønne områder, der giver den bedste ramme for familiens dyrebare ferietid.

1. Gastein – Børnevenlige vandreture og termiske kurbade

Tag børnene med på vandretur, få ny energi i et helbredende kurbad eller hvad med at overnatte i en vaskeægte alpehytte omgivet af grønne græsgange? Gastein-dalen er én af Østrigs mest populære ferieområder. Området byder på hele 600 kilometer markerede vandreruter. Herunder særlige temavandreruter med sjov og leg for familiens yngste. Rejser I med baby, kan I trille en tur på de barnevognsegnede ruter.

Copyright: Gasteinertal Tourismus GmbH Foto: Marktl Photography

I de fire “oplevelsesbjerge“ Fulseck i Dorfgastein, Schlossalm i Bad Hofgastein, Stubnerkogel og Graukogel er der dømt masser af action for både børn og voksne, hvad end I er til guldjagt, ridning, fiskeri eller en svalende dukkert i bjergsøen Spiegelsee. I kan også prøve kræfter med familieklatrestien eller boltre jer på de mange udendørs legepladser.
Gastein har i flere tusinde år været kendt for sine termiske kilder, og i kurbyerne Bad Hofgastein og Bad Gastein kan I slappe af med dejlige wellness-oplevelser. I de store kurbade Felsentherme og Alpentherme er der mange vandaktiviteter med både spa, sauna og termiske bade. Er I til sjov og spænding, så slå jer løs i vandrutsjebanerne, svøm gennem vandfald eller tag en tur i Alpenthermes vand-biograf.

2. Hohe Salve – ”Alpernes største legeplads”

Ferieregionen Hove Salve i Kitzbüheler Alpen er lig med smukke udsigter, ægte tyrolerstemning og sjove aktiviteter for hele familien. Området kaldes for ”Alpernes største legeplads”, og det er ikke uden grund. Besøg f.eks. de syv spændende ”Eventyrverdener”, som er kæmpestore, aktivitets- og legepladser i bjergene. Her kan I blive klogere på naturen gennem sjov og leg, og her kan I tage på temabaserede vandreture, der er særligt tilpasset børnefamilier.


Copyright: Ferienregion Hohe Salve Foto: Norbert Eisele-Hein

På ridderlegepladsen Ritter Spielplatz kan I finde jeres indre ridder frem og slå jer løs på legeborg, rutsjebaner og klatretårne, og er I til sommerkælk, kæmpegynge og bowling, er legelandet Salvenaland et must.

3. Flachau – Funsport og badeland med termiske kilder

Hvad end I er til rolige feriestunder i naturen eller et højt aktivitetsniveau og vilde adrenalinkick, så er området Flachau et godt valg. Her finder I mange funsportaktiviteter som segway-ture, rafting, stand-up-paddling, klatring og fatbiking. I kan også tage med lift op i bjergene, hvor der venter idylliske vandreture og smukke alpelandskaber. F.eks. den familievenlige rute fra Flachauwinkl til Marbachtal.

Copyright: Flachau Tourismus Foto: Markus Berger

Har I brug for et skud wellness og sjove vandaktiviteter, så besøg det termiske badeland Therme Amadé. Her kan I blive forkælet med spa, sauna og termiske bade. Der er også vandrutsjebaner, klatrevæg og sportsbassin til de aktive vandhunde. Er vejret til det, så und jer selv en svømmetur i Flachaus to badesøer, der lokker med sit krystalklare kildevand.

Skal der for alvor være fart over feltet, så tag en tur på sommerkælkebanen Lucky Flitzer, der har hele fem loop og en makshastighed på 42 km/t.


4. Kleinwalsertal – Friluftsliv og familievenlige overnatningssteder

Copyright: Kleinwalsertal Tourismus eGen Foto: Oliver Farys

I den gæstfrie Kleinwalsertal står den på friluftsliv for hele familien. Her er alt fra svævebane og klatrepark til guidede ture for børn, hvor man kan lære at bygge bivuakker, snitte i træ og tænde bål uden brug af lighter eller tændstikker. Naturen er i det hele taget omdrejningspunkt for de mange sjove og børnevenlige aktiviteter i Kleinwalsertal. Her kan man også blive dus med landbruget i alpelandet og hilse på de nysgerrige geder og køer og lære, hvordan mælk bliver til ost.

Aktiviteterne i Kleinwalsertal er samlet i børneprogrammet Burmis Eventyrferie. Området byder på hyggelige, familievenlige overnatningssteder.

5. Wildschönau – Skattejagt i eventyrskoven og tur med gondollift

Tag på skattejagt i eventyrskoven, vask guld i bækken eller hvad med at bygge hytter og lave lejrbål? Den naturskønne ferieregion Wildschönau i Tirol er et hit for børnefamilien og tilbyder mange sjove aktiviteter hele sommeren.

Vil I se det hele lidt fra oven, så tag en tur med gondollifterne på Markbachjoch og Schatzberg og nyd de vildeste udsigter over alpelandskaberne.

Copyright: Österreich Werbung Foto: Ascher

En udflugt til slugten Kundler Klamm er også en dejlig oplevelse for hele familien. Det er en af Østrigs smukkeste slugter, og det er fantastisk at gå igennem det spektakulære landskab, hvor klipperne rejser sig over 200 meter op mod himlen. På varme sommerdage kan man dyppe sig i floden, der skærer gennem slugten og pjaske rundt i de små, naturlige vandbassiner undervejs på ruten.

6. Schladming-Dachstein – Bjergsøer, klatring og barfodsti i trætoppene

Med mere end 300 bjergsøer er der masser af bademuligheder at vælge mellem. Læg hertil blomstrende alpedale, smukke vandfald og sjove friluftsaktiviteter. I den naturskønne ferieregion Schladming-Dachstein kan familien komme helt ned i gear og bare nyde naturen. Mange af lifterne er sommeråbne, så det er nemt at komme rundt i alpeterrænet.

Copyright: Schladming-Dachstein Foto: Peter Burgstaller

Regionen har et særligt børneaktivitetsprogram med mange sjove oplevelser hele sommeren. Her er mountainbike-spor tilpasset juniorer og sjove temabaserede vandreruter. Prøv også de sikredeklatrestier Kalo og Kala eller smid skoene og gå en tur på trætop-barfodsstien på Riesneralm. Her kan man også gå på opdagelse i en sjov dyrepark med kæmpestore dyr fremstillet af træ og andre lokale materialer.

Børnene vil også elske legelandet ”Hopsiland”, hvor der er gynger, rutsjebaner, klatreelementer og en lille vandpark, der er perfekt til varme dage.

7. St. Johann in Tirol – Alpehygge, parkour og friluftsbade

Skal der være fuld fart over feltet og samtidig mulighed for trække stikket og slappe af i smukke alpeomgivelser er ferieregionen St. Johann in Tirol i Kitzbüheler Alpen et oplagt valg. Her kommer ingen til at kede sig, hvad end man rejser med teenagere eller helt små børn.

Copyright: Mirja Geh Photography Foto: Mirja Geh Photography

Her er børnevenlige vandreruter gennem flotte naturlandskaber, også nogle, hvor I kan have barnevognen med. Der er desuden muligheder for rafting, canyoning, ridning og kanoture. I kan også tage på udflugt til den store klatrepark Hornpark, hvor der både er træklatring, svævebaner og parkour for børn helt ned til tre år.

Friluftsbadene i Kirchdorf, Oberdorf og St. Johann in Tirol er skønne på en varm sommerdag, mens det store indendørs legeland Murmis Kinderland og områdets mange svømmehaller er perfekte til en dag med regnvejr.

Læs mere her.

Copyright: Österreich Werbung Foto: thecreatingclick.com