Næste:
Næste:

Hjertet i Bauhaus-bevægelsen

Bauhaus-bygningen rejser sig triumferende fra den gamle industriby Dessau, når man ankommer med regionaltoget fra Berlin og går ned mod bygningen. Tilbage i 1924 blev bygningen bygget midt ude på en mark udenfor byen Dessau, hvor der dengang blev dyrket kartofler. I dag er bygningen omgivet af huse, skoler, butikker og et par restauranter, men som du langsomt nærmer dig den høje glasbygning, fornemmer du hurtigt, at her er tale om et ikonisk byggeri, og det er ingen overraskelse, at skolen, der blev bygget til at lære de studerende at være kreative, er et mesterværk i sig selv.

Arkitektoniske mesterværker har normalt ikke store bogstaver på siden, der proklamerer, hvad de er. Det er noget, der hører til en burgerkæde eller et byggecenter. Men bogstaverne ’BAUHAUS’, der står med sort skrift hen over den røde hoveddør, markerer i bedste brandingstil, at der er tale om et superbrand! For hvis der var noget, Gropius var god til, så var det branding af alt lige fra skolens egen skrifttype til Bauhaus-bevægelsen – selvom det aldrig var meningen, at det skulle blive et ’trademark of modernism’.

Let us together create the new building of the future, which will be everything in one form: architecture and sculpture and painting

Måske netop derfor glemte Gropius at beskytte navnet ’Bauhaus’, da han flygtede ud af Tyskland. Navnet ’Bauhaus’ er i dag ikke navnebeskyttet, hvilket er årsagen til, at du kan købe alt fra save og skruer til pærer i gør-det-selv-byggecentret Bauhaus i dag.

Dessau Hovedbygning. Foto: Mette Willert

Udefra er bygningen en strømlinet betonmaskine med gigantiske glaspartier fra gulv til luft, og når du åbner den røde hoveddør og går ind i selve bygningen, bliver du mødt af dagslyset, der strømmer ind i bygningen selv på en gråvejrsdag, hvor jeg var på besøg. Indenfor er hvert rum domineret af de fritstående, hvide bjælker og søjler, og du fornemmer, at der tilbage i 1920’erne var et hus fyldt med værksteder med livlig aktivitet fra de omkring 88 studerende, der gik på skolen. En af de berømte elever, Marianne Brandt, startede på skolen i 1923 i en alder af 31. Brandt var den første kvindelige studerende på metalskolen (Metallwerkstatt). Under kyndig ledelse af den ungarske underviser Moholy-Nagy blev Brandt introduceret til de funktionalistiske designbegreber, der var indbegrebet af Bauhaus-bevægelsen, og som hun omfavnede med begejstring. Et af hendes ikoniske værker fra hendes tid på Bauhausskolen er den geometriske messingtekande med ibenholt, som jeg drømmer om at eje. Dog afholder prisen mig fra at investere i tekanden, da jeg sjældent drikker te.

Architecture begins where engineering ends


Bauhaus-bevægelsen blev grundlagt af Walter Gropius som en kunstskole i Weimar i 1919 med en mission om at forene kunst og kunsthåndværk og samle forskellige designdiscipliner som teater, arkitektur, design, print, keramik, metal, maleri, vævning, tekstil og sten- og træskulptur. I 1926 valgte Gropius at rykke skolen fra Weimar til Dessau, da han var passioneret omkring funktionalismen og industrialismen og gerne ville forene kunsten og industrien under sloganet ’art and technology, a new unity’.

Gropius havde ved en tidligere lejlighed mødt Hugo Junkers, der ejede Junkers Flugzeugwerk, der lå i umiddelbar nærhed af skolen. Gropius og Junker blev venner, og deres venskab fik stor betydning for den drejning skolen undergik, mens den lå i Dessau og frem til dens bratte nedlukning i 1933, som en konsekvens af at nazisterne var kommet til magten og mente, at skolen publicerede socialistisk propagandamateriale. Mange af de prominente undervisere emigrerede til andre europæiske lande, men Gropius og Mies van der Rohe tog rejsen over Atlanten til USA, hvor de hver især skabte sig en international arkitekt- og designkarriere frem til deres død. Junkers flyfabrik er i dag lukket, men fungerer i stedet for som et lille Technikmuseum, der vidner om Dessaus industrielle storhedstid.


Dessau Teknik Museu. Foto: Mette Willert

My favorite colour is colourful



Udover et besøg i hovedbygningen er det også et absolut must at besøge de fire ’Meisterhäuser’, når du besøger Dessau. Husene blev bygget til skolens grundlægger, Walter Gropius, og underviserne Ludwig Mies van der Rohe, László Moholy-Nagy, Paul Klee, Wassily Kandinsky og Oskar Schlemmer ligger side om side på Ebertallee cirka 10 minutters gang fra hovedbygningen. Du kan besøge husene og frit gå rundt i rummene og lade dig inspirere til dit næste malerprojekt, da et af Bauhaus-bevægelsens greb var deres fokus på brugen af gullige, rødlige, grønlige og blålige farvetoner, der blev brugt til at understrege formen, eller du kan blot gå rundt og forestille dig, hvilken fest de høje herrer har haft tilbage i 1920’erne.



People’s needs instead of luxury needs


Hvis du ikke har fået nok arkitektur, kan du hoppe på Bauhaus-bussen og tage ud og se Siedlung Törten-bygningerne; det er helt klart også er et besøg værd. Lejlighederne blev bygget i perioden 1926-28 med en målsætning om at skabe ’lys, luft og sol’ for beboerne. Efter anden verdenskrig var der et stort behov for billige boliger på grund af boligmangel, da der var blevet ødelagt en masse boliger under krigen. Og med opførelsen af Siedlung Törten fik Gropius realiseret sin drøm om at bygge den moderne bolig til folket. Der er en særlig stemning i området, samtidig med at grønne affaldscontainere, der står placeret udenfor hver matrikel, vidner om, at vi er tilbage i 2018 med affaldssortering. Tilbage i 1920’erne fik hver bolig sin egen lille have, så de kunne dyrke høns og grønsager og på den måde være selvforsynende. Vi hørte ingen larmende høns.

Dessau Bauhau Museum Black Box. Foto: Mette Willert


The mind is like an umbrella. It’s most useful when open



100-årsjubilæet bliver markeret næste år i Tyskland med en række særlige arrangementer i Dessau, og der åbner hele tre nye Bauhaus-museer. I Dessau kommer Bauhaus-museet til at ligge i byens ’Stadtpark’, der ligger på den anden side af jernbaneskinnerne i den mennesketomme by. Det 22 millioner euro dyre museum er tegnet af det lille spanske arkitektbureau González Hinz Zabala, der vandt arkitektkonkurrencen med deres lette glas- og betonkonstruktion med stærke referencer til hovedbygningen. I den sorte boks, der svæver under loftet, vil museet vise Bauhaus-genstande og fotografier, der tidligere har været gemt væk fra offentligheden på grund af manglende udstillingsmuligheder. Museet åbner til september 2019. Udover det nye museum i Dessau åbner der også et Bauhaus-museum i Weimar (marts 2019) og i Berlin (2020) i forlængelse af det eksisterende Bauhaus-Archiv. Men også i Danmark vil 100-årsjubilæet blive markeret med adskillige udstillinger, bl.a. på Designmuseum Danmark og Nationalmuseet.