Næste:
Næste:

Sommerferie i Danmark: Tre byer, der er perfekte til en staycation

Hvor finder du Danmarks dejligste sommerferieoplevelser? Du kan f.eks. besøge byerne Aalborg, Aarhus og Sønderborg. Her er kunst i verdensklasse, hyggeligt caféliv, streetfood og smukke, historiske kvarterer. Og får I lyst til en tur i bølgen blå, er der også mange gode bademuligheder.


Staycation er det nye sort. Konceptet går ganske enkelt ud på at holde ferien hjemme. Og der er masser af gode grunde til at droppe udlandsrejsen. Danmark er nemlig bare dejligst om sommeren, og her er oplevelser for enhver smag. Holder I sommerferie i Danmark, slipper I også for at købe dyre flybilletter eller sidde i kø på de tyske motorveje.

Vi har samlet en række tips til de skønne byer Aalborg, Aarhus og Sønderborg. De har hver deres charme og hver deres unikke ingredienser til en fantastisk sommerferie.

Aalborg

Nordjyllands største by, Aalborg, er et skønt sted til en staycation. Byen er med på New York Times liste over steder, man skal besøge i 2019, så det er bare at komme afsted. Aalborg byder på nytænkende arkitektur og smukke, gamle huse. Her er kunst og kultur og masser af god mad med alt fra gourmet til streetfood og klassiske smørrebrødsrestauranter.

Aalborg Havnefront

Havnen i Aalborg har fået en gennemgribende ansigtsløftning over de seneste år og er blevet forvandlet fra slidt, nedlagt industrikvarter til et levende kulturcenter. Nyd de arkitektoniske perler som Musikkens Hus og Utzon Center og kig også forbi det gamle kraftvarmeværk, Nordkraft, der er er blevet omdannet til et levende kulturhus med biograf, koncerter og spisesteder. Trænger I til en dukkert, så hop en tur i det lækre havnebad, der er en del af den nye havnefront. Havnefronten er ganske enkelt en skøn oase i byrummet.

Utzon Center. Foto: Bang Clemme Film & Openhouse

Henius – Smørrebrød, når det er bedst

Rødternede duge, Madam Blå-kaffekander, musselmalede tallerkener og sildemad med karrysalat. Mere dansk bliver det simpelthen ikke. På smørrebrødsrestauranten Henius i Aalborgs historiske centrum kan I spise smørrebrød i autentiske rammer. Har I taget sommervejret med jer til Aalborg, så bestil en frokostkurv og nyd maden i det fri. Tag kurven under armen og sæt jer f.eks. i den hyggelige Jomfru Ane Parken ved Aalborg Havnebad. Husk, at kurven skal bestilles en dag i forvejen.

Smørrebrød. Foto: Kim Wyon

Kunsten – Aalborgs levende kunstmuseum
Und jer selv en tur til Kunsten Museum of Modern Art i Aalborg. Bygningen, der er tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto, er i sig selv et kunstværk med sine hvide marmorfacader, fine detaljer og fantastiske lysindfald. De faste udstillinger rummer værker af kunstnere som Marc Chagall, Asger Jorn og Michael Kvium, og hen over sommeren er der spændende arrangementer med teater, talks og danseforestillinger. Gå også en tur i parken ved museet og forsæt hele vejen op til Aalborgtårnet, hvor der venter en fabelagtig udsigt over byen.

Egholm – vandreture og ø-idyl tæt på storbyen

Kunsten Museum of Modern Art. Foto: Allan Toft


Trænger I til en pause fra storbyferien, så tag på udflugt til den lille ø Egholm i Limfjorden. Det tager kun fem minutter at sejle fra Aalborg, men I kommer til en helt anden verden. På øen er der afmærkede vandreruter, hvor I kan vandre og nyde den smukke natur og det spændende dyre- og planteliv. Her er også en lille, primitiv lejrplads, hvis I skulle blive fristet til at blive lidt længere.

Aarhus

Aarhus kan det hele, og det er ikke for ingenting, at byen er blevet kaldt verdens mindste storby. Aarhus er ganske enkelt den perfekte sommerferieby for livsnydere. Her venter jer restauranter i topklasse, et livligt caféliv og et hav af spændende specialbutikker. Byen er storleverandør af kulturtilbud, og sommeren igennem er der koncerter, teaterforestillinger og spændende udstillinger. Aarhus er smukt beliggende mellem skov og strand, og en strandtur eller en picnic i det grønne er kun en kort cykel- eller bustur væk.

Latinerkvarteret – Gamle vinyler og moderne caféliv

Gå en tur gennem de små, brostensbelagte gader, shop sjældne vinylplader i den legendariske musikforretning BadstueRock og nyd en kaffe på caféklassikeren Englen. Aarhus’ charmerende Latinerkvarter oser af boheme og charme, og det er et skønt sted at ose rundt på en varm sommerdag. Det er byens ældste kvarter, og mange af husene stammer tilbage fra 1400-tallet. Husk at gøre plads i feriebudgettet for her er både masser af spændende specialbutikker med blandt andet designertøj og unika-brugskunst. Og er I til gode madoplevelser, har kvarteret også et væld af fantastiske spisesteder.

Latinerkvarteret. Foto: Kim Wyon

ARoS– Kunst og regnbue
Snyd ikke jer selv for et besøg på Kunstmuseet ARoS. Det er et af Nordeuropas største kunstmuseer og er med over 10 millioner årlige gæster det mest besøgte kunstmuseum i Skandinavien. Gå en runde i Olafur Eliassons berømte regnbue, der svæver højt over byens tage. I kan også gå på opdagelse i sommerens særudstillinger, der i år blandt andet sætter fokus på, hvordan frigivelsen af pornoen har påvirket kunsten i det offentlige rum.

Your Rainbow Panorama, Olafur Eliasson, 2011, ARoS Aarhus Art Museum. Foto: Kim Wyon

Godsbanen – Aarhus kreative kraftcenter
Den gamle, ombyggede godsbanegård er et spændende møde med Aarhus’ kreative miljøer. Her er kunst- og fotoudstillinger, teater, oplæsninger og tøjmarkeder. Og her er åbne værksteder, hvor man kan arbejde med sine egne værker. Kig også forbi Institut for (X), der holder til i de gamle DSB-bygninger. Området bliver også kaldt mikro-Berlin med reference til den summende aktivitet og de mange unge kunstnere, iværksættere og kulturaktører, der holder til her.

Havnebadet – Arkitekttegnet livsnyderi
På en sommertur til Aarhus skal I naturligvis også pakke badetøjet. Hop i vandet i det nye havnebad på Aarhus Ø, der er tegnet af den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels. Her er både spring- og svømmebassin, og på det smukke trædæk rundt om bassinerne kan I sole og hygge og tage et afslappet afbræk fra storbyferien. I behøver ikke tage madpakken med, for her er masser af lækre boder, hvor I kan købe alt fra gourmetkaffe til tyrkiske specialiteter.

Moesgård Museum – Hils på dine forfædre
Lidt uden for Aarhus ligger det fantastiske Moesgaard Museum, eller MOMU, som det også kaldes. Museet, der blev tegnet af Henning Larsen Architecs, er en arkitektonisk perle, der nærmest ligner, at den er vokset ud af det naturskønne bakkelandskab. På MOMU bliver fortiden vakt til live. Tag på opdagelse i det pestplagede Europa, få indblik i livet som viking eller rejs endnu længere tilbage i tiden og se livagtige rekonstruktioner af vores forfædre. Blandt andet fortidsmennesket Lucy, der menes at være 3,2 millioner år.

Giv MOMU en chance – også selvom I ikke plejer at gå på museum. Det er en kæmpe oplevelse og giver jer helt sikkert en masse at snakke om på turen hjem.

Moesgaard Museum. Foto: Kim Wyon

Sønderborg

Den sønderjyske by Sønderborg er en af Danmarks smukkeste købstæder. Her er brostenbelagte gader, historiske huse i smukke farver og en naturskøn beliggenhed lige ved vandet. Byen byder samtidig på hyggeligt cafémiljø og gastronomi af høj klasse. Og er I til strand og natur, så er det nemt at kombinere ferien med vandreture og havdyp.

Alsion - Olafur Eliasson bidrag til Sønderborg

Alsion er Sønderborgs moderne vartegn. Det imponerende byggeri er tegnet af Olafur Eliasson og smukt beliggende ned til bredden af Alssund. Alsion er et multikultur- og forskningscenter og rummer blandt andet en af Europas bedste koncertsale. Fra Alsion kan I gå over Kong Christian d. X’s bro, der forbinder øen Als med Sønderjylland, og videre på en osetur i den gennem den gamle, hyggelige strøggade, der har masser af spændende butikker.

Sønderborgs ”Nyhavn”

Bådene vugger i havnen og aftensolen kaster et varmt lys på perlerækken af fint restaurerede huse. Gå en aftentur ved Sønderborgs havnefront, det er en af de smukkeste i Danmark. Snup en sundowner på en af havnens hyggelige cafeer, hvor der er udeservering og smuk udsigt over havnefronten. I kan også slå jer ned på trapperne ned til vandet ved den brostenbelagte Sønder Havnegade. Et populært hangout for både lokale og turister.

Sønderborg Træskibssejlads. Foto: Kim Wyon

Café Kisling – Sønderborgs bedste kaffebar

Er det blevet tid til en bid mad, så kig inden for på Café Kisling i Perlegade. Her bliver der serveret kvalitetskaffe og lækker mad i de hyggeligste lokaler. Caféen er indrettet i et af Sønderborgs historiske huse, og her er masser af atmosfære. Er vejret godt, så nyd jeres mad og kaffe i den lille, stemningsfulde gårdhave.

Sønderjysk kaffebord – et slaraffenland af kage

Er I glade for søde sager, må I ikke misse det klassiske sønderjyske kaffebord. Dette særlige sønderjyske fænomen består af kaffe og ikke mindst et sukkerorgie af minimum 21 forskellige kager. Lagkager, tørkager, tærter, boller. I kommer ikke til at gå sultne fra bordet. Vælg f.eks. det overdådige kaffebord på smukke Gråsten Slot med hele 29 forskellige kager. Gråsten Slot ligger kun et kvarters kørsel fra Sønderborg og er et dejligt udflugtsmål - selv uden kage.

Sukkerkringle. Foto: Claes Bech-Poulsen

En tur på stranden

Er der dømt høj sol og strandvejr, så tag en dukkert ved en af de dejlige strande omkring Sønderborg. Stranden ved Sønderborg Lystbådehavn ligger tæt på centrum. Har I lidt længere tid, så tag på udflugt til en af strandene på Sydals, f.eks. Kegnæs, der ligger under en halv times kørsel fra Sønderborg.

Foto: Niclas Jessen

Gendarmerstien – Smuk vandring og gastronomi i topklasse

Pak den lille rygsæk og tag på vandretur på Gendarmerstien. Her finder I nogle af Danmarks smukkeste kystvandreruter. Ruterne går langs den dansk-tyske grænse og bugter sig gennem fantastiske landskaber med vilde hegn, tætte skove og flade strandstykker. Ruten er opdelt i fem dagsetaper med mulighed for overnatning undervejs. I kan også bare tage en gåtur på et par timer. Glem ikke badetøjet, for det er muligt at tage en svalende dukkert undervejs på ruten.

Det er nemt at komme til Gendarmerstien fra Sønderborg. Tag f.eks. bussen til Sønderhav. Det tager under en halv time fra Sønderborg. Og når I alligevel er der, så spis på restaurant Bind. Her er den smukkeste udsigt over Flensborg Fjord og gastronomi i topklasse.