Næste:
Næste:

Her får jazzen et kærligt los i røven

Roots & Jazz er en sitrende scene på Copenhagen Jazz Festival, som giver kækt modspil til den gamle musikgenre. Her samles nysgerrige musikelskere på Balders Plads for at boppe, klappe og pifte til alt fra funk og blues til klezmer og Gullah-musik. Og i år står der hele fem Grammy-vindere og 32 andre stærke navne på plakaten.


Kært barn får nyt navn

Når det første blæs lyder fra bandet Wonderbrazz d. 5. juli, er det niende gang, der spilles jazz på Balders Plads på Ydre Nørrebro. Dog sker det i år under det nye navn “Roots & Jazz”, som på mange måde ligger endnu nærmere festivalens DNA. Festivalleder Tue Lund Christensen forklarer:

“Det vi laver, er en blandingsscene og ikke bare jazz som sådan. Der passer roots-genren bedre ind, fordi den er så bred. Og så giver navneskiftet os mulighed for at være endnu mere tro mod vores favnende projekt.”

Hvert år deltager godt 30.000 gæster i festivalen, som spiller under åben himmel og i fred og fordragelighed. Publikum spænder fra unge og børnefamilier til ældre, mere garvede musikfans med mod på lidt af hvert. Men selvom festivalen gerne vil udfordre jazz-genren, er det af et varmt hjerte:

“Jeg tænker løbende på, hvordan vi kan være med til at bevare jazzens kulturarv. Det gør vi i år med et navn som Jasper Høiby Planet B, der spiller eksperimenterende jazz.” Planet B er den prisbelønnede Høibys seneste projekt, som lanceres for første gang i Danmark til Roots & Jazz.

Planet B

På musikalsk dannelsesrejse

Navneskiftet åbner også for at fange nye publikummer ind, som ellers ikke skeler til jazz. “Jeg tager fx et populært navn som The William Blakes”, starter festivallederen, som også er musikchef. “De spiller ikke jazz, men har en meget fri, jazz-agtig tilgang til musikken. Der kommer nok 2000 yngre publikummer til den koncert, og så smider jeg noget jazz ind bagefter. Sådan får jeg folk til at åbne ørerne, uden at det skal være for pædagogisk - som at invitere dem med på en musikalsk dannelsesrejse.”

Fuld tillid til musikken

Udover at invitere større, veletablerede navne med garanteret fadølssalg, så byder festivalen også på håndplukkede og knivskarpe bands fra Lund Christensens researchture i USA og Europa. Det er tydeligvis noget deres godt festivalgæster sætter stor lid til ifølge festivallederen:

Vores publikum kender ikke nødvendigvis alle bands. De ved bare, at de nok skal få en god oplevelse uanset hvad.

“Vores publikum kender ikke nødvendigvis alle bands. De ved bare, at de nok skal få en god oplevelse uanset hvad. Det er et meget privilegeret sted at være for en festival, når folk bare siger ‘lad os se, hvad de nu har fundet på’.”

Ranky Tanky

Fra slaveskibene til Ed Sheeran

En af de ting, man har fundet på i år, er at invitere Ranky Tanky til det, der bliver deres første koncert i Danmark. Bandet er på mange måder indbegrebet af festivalen. Ranky Tanky, der i øjeblikket er på tour med Bobby McFerrin, spiller nemlig “Gullah-musik”. Genren er med festivallederens ord “Afrika-møder-USA-på-slaveskibene-og-bliver-til-New-Orleans-jazz”. De rødder, som Ranky Tanky forløser, kan også høres i rytmesporet hos nutidige musikere som fx Ed Sheeran. Og igen er programmet lagt meget strategisk, fordi Ranky Tanky går på scenen lige efter Jon Cleary, en grammyvindende funk-musiker af øverste skuffe.

Som jeg ser det, vil jazzen dø, hvis den ikke bliver udfordret. Så vi elsker genrer, der kan give den et los i røven

“På den måde er vores blik på jazz alt andet end statisk. Som jeg ser det, vil jazzen dø, hvis den ikke bliver udfordret. Så vi elsker genrer, der kan give den et los i røven.”

Fem grammy-vindere for en flad 50-er

Vil man prøvesmage de kunstneriske ambitioner, slipper man rørende billigt hos Roots & Jazz. Armbåndet til hele festivalen koster en 50-er, og så kan man hjælpe yderligere ved at købe fadøl og friskrullet streetfood på stedet.

“Så støtter man en festival, der ikke er ejet af en kapitalfond i Luxemborg. Får vi et overskud, går det til at booke endnu vildere bands næste år. Og man kommer til at høre noget, man aldrig har hørt før og som man bliver afhængig af,” smiler Lund Christensen.

Et stjerneeksempel er bandet Dudu Tassa and The Kuwaitis, som synger på arabisk men er fra Tel Aviv. Sidste år åbnede de Coachella (den amerikanske indie-musikfestival, red.) og har tourneret med Radiohead. “De har formået at flette Thom Yorkes guitar ind i irakisk folkemusik. Med deres profil er de én stor peace offering, og det er præcis sådan noget, jeg gerne vil vise.”