Næste:
Næste:

“Som mor til to tænker jeg da selvfølgelig over, hvad det er for en verden, vi er i færd med at give videre til vores børn”

Vores fremtid skal være mere grøn – ikke mindst af hensyn til vores børn. Det er de fleste nok enige om, men 38-årige Charlotte Guldmann fra Gentofte vil mere end bare at folde hænderne og håbe på det bedste. Hun har gjort klimaansvarlighed til en integreret del af familiens hverdag.

 

Billige øl. Masser af pølser. Orden og effektivitet – også når de spiller fodbold. Ja, vi danskere kender tyskerne. Men gør vi nu det? I hvert fald overraskede vores naboer mod syd en familie fra Gentofte, da de flyttede til den tidligere hovedstad i Vesttyskland, Bonn.

Charlotte Guldmann rykker sig lidt frem i lænestolen her i hjemmet i Gentofte, og ordene falder med større tryk nu. For i Bonn mødte den 38-årige kvinde værdier og holdninger, som var værd at suge ind og værd at give videre.

“I Tyskland mødte vi mennesker med en anden grundindstilling, end vi var vant til fra Danmark. Bekymringerne for klimaet delte vi, men det var som om, at de var nået længere i deres bevidsthed om det personlige ansvar,” siger Charlotte Guldmann, der i 2014 flyttede tilbage til Danmark efter seks og et halvt år i Tyskland.

Hun gider ikke prædike, og at kalde sig grøn klimaaktivist er at ”tage den alt for langt”. Men det personlige ansvar og de valg, vi som mennesker, som forbrugere tager hver dag, det betyder noget.

“Som mor til to tænker jeg selvfølgelig over, hvad det er for en verden, vi er i færd med at give videre til vores børn. Sådan tror jeg faktisk, de fleste forældre har det i forhold til klimakrisen.”

Nathue og økologi

Charlotte Guldmanns mand Mikkel er pilot og flyver med cargo, og oprindeligt flyttede familien til Tyskland på grund af hans job. Selv fik hun arbejde ved Fairtrades globale hovedkontor i Bonn.

“Der kom jeg til at arbejde sammen med mennesker fra hele verden, som ikke bare forbruger. Som ikke tænder for radiatoren om natten, men tager en nathue på i stedet for. Eksempelvis.”

I Tyskland købte og spiste man økologisk, fordi man ønskede sig selv og klimaet det bedste. Her købte man kun nyt tøj, når de gamle skjorter og sko ikke kunne mere, og her var det utjekket ‘at flashe’ en dyr, smart bil. Den skulle blot kunne det, som der var behov for. Hverken mere eller mindre.

“Jeg oplevede, at der i Tyskland generelt ikke er et behov for at overforbruge. Tyskerne har et lavere budget til tøj, lavere budget til indretning, lavere budget til bil. Her fik jeg endnu mere øjnene op for, at man kan altså leve på en anden måde, end den vi i hvert fald var vant til.”

“Omvendt er der på mange måder sindssyge forbrugsvaner i Danmark, hvor det ofte handler om at vise sig frem overfor andre. Det er derfor, man køber økologisk. Derfor man køber eksklusivt og meget tøj. Derfor man køber en dyr bil,” siger Charlotte Guldmann, der er født og opvokset i den nordsjællandske kommune Gentofte. Der er Danmarks rigeste, så hun har i den grad observeret overforbruget på nærmeste hånd.

De to børn Viggo på 10 år og Pauline på 12 år går på Maglegårdsskolen, hvor hun selv gik. Det er en af de skoler i Danmark, hvor forældrene har den højeste husstandsindkomst.

Charlotte Guldmanns tale bliver for en stund bremset af energiske drengestemmer. Viggo og en kammerat suser ind gennem døren til villaen. Kinderne er røde. De har spillet badminton.

“Jeg kommer selv af en familie, hvor vi gerne altid har villet gøre alting selv. Hvor forbrug ikke er særlig højt på dagsordenen. Vi rendte ikke og brugte penge på alt muligt. Min far er fra Sønderjylland og ud af en landbrugsfamilie, mens min mor er fra Tyskland. Jeg tror, man kan sige, at de holdninger, den måde at leve på, blev forstærket, da vi selv boede i Tyskland.”

Hverdag i Gentofte

Umiddelbart kunne livet i familien Guldmann ligne enhver anden families i Gentofte. Forældrene har gode jobs, børnene går i skole og dyrker sport i fritiden. Charlotte Guldmann selv går til yoga og er ivrig vinterbader. Helst tre til fire gange om ugen dypper hun sig i Øresunds iskolde bølger. Det giver hende en ‘fantastisk energi’ og er ‘vanedannende’.

Det med at gøre noget godt for klimaet er ikke noget, som hænger på en plan over ugen. Det er en integreret del af livet i familien Guldmann.

“Nej, det er ikke sådan, at vi jævnligt sidder og taler klimakrise med vores børn. Men de ved, at det er en udfordring, vi har, og som vi hver især kan bidrage til at gøre noget ved.”

Hvordan forsøger I at være mere klima-ansvarlige i hverdagen?

“Vi har for eksempel meget fokus på madspild. Vi holder meget af at lave mad sammen. Vi laver det fra bunden og køber altid gode råvarer og udnytter dem så vidt muligt. Og så køber vi ikke bare alle mulige ting. Heller ikke tøj. Vi køber, når det gamle ikke kan mere, og vi vil ikke lade os styre af mode og dyre brands,” siger Charlotte Guldmann.

Gentofte-parret har også købt en elbil. En helt ny sort Mazda MX-30 holder parkeret i indkørslen. Den veltjente Volvo står nok til at blive solgt.

Charlotte Guldmann siger selv, at hun ‘egentlig er lidt nærig’, når det handler om biler, men at det med en elbil ‘er fedt at være med til at drive en udvikling’. At det lige blev en Mazda stod ikke i kortene.

“Vi var blevet enige om, at vi ville have en elbil. Min mand bad mig om at skrive ned, hvad den skulle kunne, og så gik han i gang. Han elsker sådan noget, og han kom tilbage og sagde: Det skal være en Mazda. Hva’ for én?, spurgte jeg. Skal jeg være helt ærlig, så kendte jeg ikke noget til Mazda,” siger Charlotte Guldmann med et grin.

Elbilen bliver i den grad brugt. Især mange, korte ture som de fleste familier kender: indkøb, fritidsinteresser, hente børn i skole, når det regner, og ja vinterbadning...

“Her nyder jeg, at den kan være varm, når jeg er færdig med at bade. Jeg kalder den ‘vinterbader-bilen’. Jeg har ikke noget imod at stå op klokken halv seks i minusgrader, men jeg gider ikke stå og skrabe is af ruderne. Nu styrer jeg det bare på app’en. Så er den klar og varm, når jeg kører. Det er altså dejligt,” siger Charlotte Guldmann.

Kører den langt nok?

Mazda MX-30 er den første elbil fra den japanske bilproducent, og den blev introduceret i Danmark i oktober måned. Priserne begynder ved omkring 240.000 kroner, og anmelderne har generelt været begejstret – præcis som familien Guldmann.

Der har i modtagelsen af bilen været fokus på rækkevidden på 200 kilometer ved blandet kørsel. Det er mindre end flere af konkurrenterne, og det har rejst debatten om såkaldt ‘right sizing’. Mazda har i deres valg af batteri gået efter en størrelse, hvor vægt, miljøpåvirkning og rækkevidde går op i en højere enhed.

Og 200 kilometer er så rigeligt for langt de fleste. Ifølge Danmarks Statistik har ni ud af ti pendlere mindre end 100 kilometer til og fra arbejde. De kan derfor snildt komme til og fra arbejde på en opladning.

Rækkevidden var da også et tema, da familien Guldmann gik på elbil-jagt. Bilen bliver i Gentofte-familien i langt overvejende grad brugt til mange småture i en radius af få kilometer. Derudover kører de indimellem til et sommerhus i Nordsjælland, og det umiddelbart længste stræk i Danmark er til Aarhus, hvor der bor noget familie. I det tilfælde tager de færgen fra Odden.

“Vi kører rigtig mange korte ture, og der er der rigeligt med strøm til, og så er det så nemt at lade den op om natten, hvor strømmen jo også er billigere, og slippe for bøvlet ved en tankstation,” siger Charlotte Guldmann:

“For mig handler det om at forstå mit forbrug. Når du kender dit forbrug, så kan du også forstå dit behov. Og når det handler om valg af elbil, er der for eksempel også meget hykleri. Mange går efter den største rækkevidde, de overhovedet kan finde. Men hvorfor have et kæmpe batteri, når det eneste, du reelt gør, er at drøne rundt i nærområdet?”

Jeg synes, det er enormt inspirerende at gå efter det, som dækker vores behov.

“I den sammenhæng er det for eksempel også interessant at læse bilanmeldelser. Her går kritikken på, at batteriet er småt, men det er jo irrelevant, hvis behovet ikke er særligt stort. Den slags retorik kommer altså ikke klimaet til gode.”

Fremstillingen af især elbilers batterier belaster miljøet, da der skal bruges store mængder energi til at producere litium, kobolt og mangan. Og der har været sat spørgsmålstegn ved, hvor ‘grønne’ de elbiler med de allerstørste batterier reelt er.

“Jeg synes, det er enormt inspirerende at gå efter det, som dækker vores behov. Det gør Mazdas nye elbil eksempelvis. Her passer rækkevidden helt perfekt,” siger Charlotte Guldmann.

Grøn – på den sjove måde

Danskerne vil gerne agere klimabevidst, men helst, hvis det ikke går alt for meget ud over livskvaliteten. En 2020-undersøgelse af danskernes bæredygtige vaner fra erhvervsorganisation Landbrug & Fødevarer viste overordnet, at næsten alle danskere bekymrer sig om klima og miljø og også er villige til personligt at ændre adfærd. F.eks. vil vi gerne reducere vores forbrug af plastik. Langt sværere er det at holde fingrene fra kødet i køledisken, selvom det koster dyrt i klimaregnskabet.

Følelsen genkender Charlotte Guldmann, og – hånden på hjertet – grundlæggende vil hun helst undgå at skulle gå på alt for store kompromisser. Den nye elbil tilfredsstiller da også alle deres behov. Her er en flot, veludstyret familiebil med god plads, som kan fragte familien sikkert rundt.

“Jeg kendte faktisk ikke Mazda fra tidligere, men her var en bil, som havde det, vi gik efter.”

“Den er sikker, og så er der enormt meget bil for pengene. Både i forhold til størrelse, design og alt det udstyr, man får med. Den har det fedeste head up display, gode parkeringssensorer med video fortil og bagtil, fjernbetjening af bilen via en app... ja, alt det, vi ellers skulle betale ekstra for i mange benzinbiler.”

Rightsizing er dog ikke det eneste sted, Mazda har fokuseret for at bygge en elbil, der tiltaler dem, der gerne vil gøre den største forskel med deres transportvaner. Der er en omfattende brug af naturmaterialer og genbrug i kabinen, hvor bl.a. en del af dørpanelerne er lavet af genbrugsplast, mens stofbetrækket er af genanvendt garn. Og området omkring midterkonsollen, hvor betjeningen af bilen foregår, er lavet i kork.

Vi har truffet nogle valg i vores hverdag – herunder vores køb af en elbil, som er vores bidrag til et bedre klima

Charlotte Guldmann er generelt begejstret for designet og køreglæden i den nye Mazda MX-30. For hende er designet en rigtig vigtig del af bilen. For udover at bilen skal være det klimamæssige rigtige valg, så må den også gerne se godt ud. Det ønsker hun ikke at gå på kompromis med. Og så har hun fået en helt ny oplevelse af køreglæde:

“Den er let og sjov at køre i. Den reagerer hurtigt på bevægelser, og tingene er lige præcis der, hvor de skal være. Der er overblik, og der er super-god betjening i rattet. Jeg taler meget i telefon, når jeg kører, og det kan jeg let navigere i.” “Den dækker fuldstændig vores behov,” siger Charlotte Guldmann og vender så tilbage til det med det personlige ansvar i kampen for et bedre klima:

“Vi har truffet nogle valg i vores hverdag – herunder vores køb af en elbil, som er vores bidrag til et bedre klima. Jeg håber bare, at det, jeg siger, kan inspirere andre. At vi alle sammen kan gøre noget uden at skulle indgå store kompromisser.”

*Det endelige CO2-udslip afhænger af den strøm, du har anvendt på bilen, samt bilens energiforbrug