Næste:
Næste:

Lokal pionerånd og skabertrang i smukke omgivelser

Guldborgsund Kommune er et naturskønt område, hvor bølgeskvulp aldrig er langt væk og åbne vidder giver plads til ro og fordybelse. Her hersker initiativrigdom, fællesskabsfølelse og en kommune i rivende udvikling.


Lise Stentebjerg Milandt og hendes familie gik stik imod befolkningsstatistikkerne, da de rev teltpælene op af den storkøbenhavnske asfalt og i stedet plantede dem i den bløde muld i Sakskøbing på Lolland. Her har de renere luft omkring sig og kan spejde udover naturens vidder. Men det var ikke uden en snert af frygt, at familien på fire traf den store beslutning om at flytte bopæl til Guldborgsund Kommune, der spreder sig over Falster og en del af naboøen Lolland.

”Selvom jeg er opvokset på Lolland og har haft verdens bedste barndom hernede, så var mit syn nok alligevel blevet forurenet af alle de historier, man læser og hører om i medierne. Det var svært ikke at blive påvirket af de statistikker, som tegnede et noget andet billede af virkeligheden. Men i dag kan jeg sige, at der ikke er en eneste af de ting, min mand og jeg frygtede, som har holdt stik,” fortæller Lise Stentebjerg Milandt, der arbejder som gymnasielærer på Nykøbing Katedralskole.

Flytter man til Guldborgsund Kommune fra København, får man ikke bare flere penge mellem hænderne, man får også noget af Danmarks allersmukkeste natur – og højst fem kilometer til vandet.


Familiens umiddelbare bekymring før de rykkede til Sakskøbing i 2015 var blandt andet, om de flyttede børnene hen til nogle forhold, der var for forskellige fra opvæksten i Søborg. ”Men det var jo bare den største joke. Vores børn endte på en folkeskole, der er bedre end den, de kom fra. Der er simpelthen så mange søde mennesker hernede, og så er der måske en bredere variation af folk, end der var i Søborg. Mine børn får lov at opleve en anden mangfoldighed og det synes jeg kun er et stort plus.”

Gunstige huspriser nær vand og natur
John Brædder fra Guldborgsundlisten har været borgmester siden 2010 og han ser en lys fremtid for kommunen og dens borgere. Femern-forbindelsen tiltrækker allerede udvikling og jobs.

Boligpriserne i kommunen er endnu så gunstige, at kvadratmeterpriser på boliger er mere end fem gange lavere end de gennemsnitlige priser i København, mens det gennemsnitlige rådighedsbeløb for en familie omvendt er fem gange højere i kommunen. ”Flytter man til Guldborgsund Kommune fra København, får man ikke bare flere penge mellem hænderne, man får også noget af Danmarks allersmukkeste natur – og højst fem kilometer til vandet.”

Og så er vi en kommune, hvor der bliver skabt en masse kulturelle arrangementer fra både kommunen og borgernes side. Der eksisterer en pionerånd hernede,” siger kommunens borgmester og nævner blandt andet Madens Folkemøde og todages festivalen, Kun for forrykte, der d. 7-8. juni hylder 50-året for Woodstock-festivalen med bevidsthedsudvidende musik, økologisk gastronomi, inspirerende talks og med et budskab om fællesskab, åbenhed og kærlighed.

Hvis du går ud i naturen her, så er det ikke som i Hareskoven, hvor du støder ind i løbere eller folk, der går tur med deres hund. Hernede kommer du faktisk ud i naturen, hvor det kun er dig og fuglene.

Et lykkeligt opgør med konformiteten
De mange kulturelle initiativer er et af de elementer, som Lise Stentebjerg Milandt og hendes familie sætter allermest pris på i Guldborgsund. ”Der er en meget stor initiativrigdom her. Ingen sidder og venter på, at der sker noget af sig selv. Det er utrolig inspirerende. Der er et helt andet fællesskab her, end vi oplevede i København.”

Da Lise Stentebjerg Milandt flyttede tilbage til Guldborgsund, var det for at flytte ind på slægtsgården, som hun i dag deler med sin søster og hendes familie. Nu bor de to familier i et familiekollektiv med en køkkenhave så stor, at de ikke behøver handle grøntsager henover sommeren. I det hele taget spiller naturen en langt større rolle i livet nu. ”Hvis du går ud i naturen her, så er det ikke som i Hareskoven, hvor du støder ind i løbere eller folk, der går tur med deres hund. Hernede kommer du faktisk ud i naturen, hvor det kun er dig og fuglene.”

”Men det kræver mod at flytte,” fortæller gymnasielæreren, der er lykkelig over den beslutning, familien traf for fire år siden. ”For os var det måske et lille opgør med konformiteten, for man går jo imod det normale. Og så skal man undgå at tænke på alle skrækscenarierne, der bliver malet. For de er alligevel ikke sande.”