Næste:
Næste:

FOTO: A E Andersen/Ritzau Scanpix

Kaj Munk er den bedste religionstime, du nogensinde har haft

Digterpræstens mesterstykke ‘Ordet’ fra 1925 tager røven på dig og gør religionsspørgsmålet vedkommende for selv de største gudsfornægtere.

 

Det er om noget en kliche, at store traumer skaber stor kunst, men når det kommer til Kaj Munks lille, store mesterværk ‘Ordet’, er der nok noget om det.

Da Kaj Munk - der allerede fra begyndelsen, da han som 5-årig blev forældreløs, lærte sorgen at kende - som ung, nybagt præst, åh ja med mod på livet, i 1924 drog fra København til Vedersø i Vestjylland havde han en oplevelse, der satte sig dybe spor i ham.

Her bevidnede han tragedien af en ung nabokone og hendes nyfødte barns meningsløse død, og derfra ramlede det for ham. Han blev overrumplet af teodicéproblemet, også kendt som ‘Det ondes problem’: hvis Gud er god, hvordan kan verden så være fuldt af ondskab?

Et vaskeægte religionsdrama, der tager røven på dig og gør dig klogere på tro og religion, end nogen religionstime nogensinde har gjort

Det spørgsmål afsøger digterpræsten, som han så ofte kaldes, i det nu kanoniserede stykke, som han ifølge myten vred ud af kroppen og tordnede ned på papiret gennem seks dages vild skriverus i slutningen af 1925.

Scenen er sat i en lille fiskerby ved Vesterhavet, også i 1925, hvor bønderne bokser med deres provinsielle, men absolut evigt aktuelle, skærmydsler. Den umulige kærlighed, sædernes sammenfald og - i den grad - de evindelige spørgsmål om tro.

Et religionsdrama, der tager røven på dig

Nu sættes stykket minsandten op igen. På Folketeatret. I København. I 2021. I den mest sekulariserede tid, i den måske mest ateistiske stad. Nogensinde i historien. Måske. Har det overhovedet nogen relevans?

Kort sagt: Ja for fanden! ‘Ordet’ er ikke kun et tidslig portræt af et (gaaab) vestjysk bondesamfund i 1925. Det er også en dramatisk granskning af religionens karakter. Et vaskeægte religionsdrama, der tager røven på dig og gør dig klogere på tro og religion, end nogen religionstime nogensinde har gjort.

Religionsdyrkelsen fremmanes i alle dens afskygninger, når egnens milde grundtvigianere krydser kors med de fremspirende (og dundertalende) indremissionske vækkelsesprædikanter, og når deres trodsighed i troen står i vejen for udlevelsen af den altopslugende kærlighed hos det unge par Anders og Anne.

Det leder til en helt anden form for filosoferen over religionens væsen og tilsyneladende universelle funktion. Hvorfor har mennesket, på trods af alle dens onder, dens rem og tøjler, så uomtvisteligt brug for religion? Det skorter ikke med teorier i videnskaben.

‘God spot’ eller freudiansk kompensations-apparat?

Siden 1990’erne, siges det, har vi levet i hjernens årti. Det vil sige i en tid, hvor teknologien i hjerneforskningen er blevet så stærk, at forklaringen på alle de før så gådefulde facetter i mennesket - sorg, kærlighed, lyst og liderlighed - søges et konkret sted i hjernen.

Ikke overraskende har flere hjerneforskere også proklameret, at de har fundet menneskets religiøse punkt, det såkaldte ‘God spot’: Et sted i hjernen, der aktiveres, når religiøse oplevelser sætter ind. Det er en besnærende tanke, men evidensen for et egentligt ‘God spot’ er stadig mangelfuld.

En populær tese i religionspsykologien går til gengæld på, at religion blot er ét stort freudiansk kompensations-apparat, for alt det vi ikke opnår i livet. Når vi ikke udlever vores egne ambitioner, kan vi altid trøste os med en Porsche og lidt lykke i efterlivet. Man kan næppe skære alle religiøse over den kam.

Sociologernes yndlingsemne

Måske de bedste svar findes i det store vi frem for i det forsmåede under-jeg. Sociologer har i al fald, siden faget rigtig tog form i midten af 1800-tallet, haft ‘det religiøse’ som lidt af et yndlingsemne, når der skulle nulres skæg og udtænkes store tanke om fællesskab og samfund.

Den franske filosof Auguste Comte, ophavsmand til begrebet ‘sociologi’, så religionen som selve fundamentet for den sociale orden. Ligesom et godt helbred sikrer, at kroppen er rask, beskytter religion fællesskabet mod opløsning og anarki.

Da Emilie Dürkheim, der selvfølgelig også er fransk og af mange opfattes som sociologiens egentlige grundlægger, i slutningen af 1800-tallet studerede de australske aboriginere, blev religionsvidenskaben endnu mere konkret.

Mens Freud afskrev den slags ‘primitive folkeslag’ som psykisk syge, så Dürkheim sit eget og alle andre moderne menneskers spejlbillede i aboriginerne. I afhandlingen ‘Det religiøse livs elementære former’ i 1912 kom han frem til, at religion var selve udgangspunktet for ‘samfundsmæssighed’. Religion og fællesskab er et alen af samme stykke.

Mystifistiske Munk

Når du sidder i teatret, omgivet af publikummer, skuespillere, teknikere og billettører, er I i den grad fælles om noget… rituelt. Dürkheim ville kalde det full-blown religion. Men det er ikke sikkert, at du er enig. Og det behøver du heller ikke være.

Pointen er denne: Kloge hoveder, klogere end dit og mit, har gransket religionens karakter i én uendelighed, og det gør de stadig, og det er ikke spildt arbejde. Men den gådefulde, religiøse erfaring - som samfundsklister eller eksistentiel kriblekryds - finder du ikke i de videnskabelige tidsskrifter. Ligesom læge Dr. Houen i nærværende stykke - no spoilers - ikke kan vække de døde til live.

Men måske du kan gøre en lille, mystifistisk erfaring hos Kaj Munk. I ‘Ordet’. I 2021. I Folketeatret. I København.