Næste:
Næste:

I 1936 udgav Inge Lehmann den artikel, der skulle slå hendes navn fast. Titlen var bare P’. Her åbenbarede hun sin store opdagelse: Jorden har en fast indre kerne. Foto: Emilio Segre Visual Archives/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Troldkvinden af den sorte kunst

Hun er blevet kaldt en mester i ’den sorte kunst’, nemlig at aflæse og fortolke seismiske data. Længe før computerne kom til, kunne Inge Lehmann bruge afvigelser i målingerne til at bevise, at jorden har en fast kerne. Men blandt de danske forskere blev hendes indsats ikke værdsat.

Det har sikkert betydet noget for den lille Inge Lehmann, at hendes familie havde fostret store navne i Danmarkshistorien; Orla Lehmann, en af Grundlovens fædre, og selvfølgelig hendes far Alfred Lehmann, der blev Danmarks første professor i psykologi. Af ham lærte hun arbejdsdisciplin.

Han sendte hende også på en god skole, hvor man fulgte den moderne tankegang, at der blev stillet de samme krav til piger og drenge. Pigerne spillede også fodbold, drengene lærte også husgerning. Her ud-viklede Inge sit talent og sin ambition.

Den talentfulde assistent

Inges talent for matematikken var ubestrideligt. Hun begyndte at studere ved Københavns Universitet, hvilket dengang var et ensomt valg for en ung kvinde. Hun gik da også ned med stress og fik først sin kandidatgrad i 1920.

En forskerkarriere inden for matematikken var udelukket. Det var en karriere for mænd. I stedet for blev Inge Lehmann assistent for geodæten Niels Erik Nørlund og hjalp med at opbygge seismologiske målestationer i Danmark og Grønland.

Hendes stilling ved Geodætisk Institut var udelukkende administrativ. Hendes tid gik med at foretage aflæsninger og aflevere rapporter til sin chef. Forskning måtte hun foretage i sin fritid. Den havde hun til gengæld rigeligt af, da hun ikke stiftede familie.

Hun forklarede det uforklarlige

Hendes interesse gjaldt i første omgang de trykbølger, P-bølger, der udgår fra et jordskælv. Ifølge den gængse opfattelse havde jorden en flydende kerne. Det forklarede, hvorfor der er en ’skygge’, hvor disse bølger ikke kan måles. Imidlertid havde flere forskere observeret uforklarlige udslag på seismograferne netop i ’skyggen’.

Uanset at Inge Lehmanns arkivsystem bestod af gamle OTA Solgryn-pakker, lykkedes det hende at se et mønster i de hidtil uforklarlige afvigelser, P-bølgerne. Hendes matematiske talent kom nu i spil, fordi hun kunne opstille en model, der forklarede afvigelserne.

I 1936 udgav hun så den artikel, der skulle slå hendes navn fast. Titlen var bare P’ (P mærke). Her gav hun forklaringen: Jorden har en fast indre kerne!

Ingen andre forskere havde en bedre forklaring, men der skulle gå 40 år, før computerberegninger kunne bekræfte Inge Lehmanns teori.

Ophavsmanden var en kvinde

Inge Lehmanns teori blev dog almindeligt anerkendt blandt seismologer, selv om det vakte opsigt, at ophavsmanden var en kvinde.

Hendes forskning blev imidlertid stadig ikke værdsat i Danmark. Hun var adskillige gange fristet til at sige sin stilling op, men blev på Geodætisk Institut, fordi der ikke var andre muligheder for en kvindelig forsker – slet ikke for en kvindelig
forsker, der ikke ville spille andenviolin i forhold til mændene.

Inge var sig sine evner bevidst og gad ikke snakke mindre begavede mænd efter munden. Hun blev rent ud sagt anset for ’en sur strigle’.

Den seismiske spion

Men hvor andre forskere ofte blegner, når de kommer op i alderen, kom Inge Lehmann for alvor til at stråle i en høj alder. I 1951 kom den amerikanske geolog Maurice Ewing til København for at overtale Inge til at komme til USA. Det har helt sikkert smigret hende, at hun blev værdsat – og fik militær eskorte på rejsen!

Inge Lehmann nød stor anerkendelse i USA. Foto: Ritzau Scanpix

Det var der også grund til. Med sit internationale netværk af seismologer havde Inge Lehmann viden om alt, hvad der rystede jorden – også atomprøvesprængninger.

Midt under Den Kolde Krig kunne amerikanerne derfor bruge Inge Lehmanns ’sorte kunst’ med aflæsning af seismiske grafer til at kigge Sovjetunionen i kortene, når de testede deres atomvåben. Det seismiske fingeraftryk afslørede nemlig præcis styrken af sprængladningerne.

Stjernen og de uduelige mænd

Det endte med, at den nu 65-årige Inge Lehmann sagde sin stilling på Geodætisk Institut op og bosatte sig i USA ad flere om- gange for at forske ved Lamont Geological Observatory.

I USA blev Inge Lehmann højt anset som forsker, og der var slet ikke de samme problemer med at få bevillinger som i Dan- mark. Hun var en stjerne – en stor kvinde, der på verdensplan overstrålede sine for- fædre. Hvilket hun tydeligvis var stolt over – men hun gjorde det aldrig til et spørgsmål om køn.

Hun havde til gengæld meget lidt tålmodighed med mennesker, der var ringere begavet end hende, hvis de prøvede at hævde sig. Og det var som regel mænd: ’Hvis du vidste, hvor mange uduelige mænd jeg har måttet kæmpe mod – forgæves’, som hun engang betroede sin nevø. Og som andet end akademiske kolleger havde hun heller ikke plads til mænd i sit liv.

Nye opdagelser

Inge Lehmanns forskning førte til en ny forståelse af jordens indre. Blandt andet påviste hun en forandring i jordens materiale i 190-250 kilometers dybde. Dette lag er opkaldt efter hende som Lehmann-diskontinuiteten. Hun nåede også at se sin oprindelige teori om jordens faste kerne bekræftet i 1977.

Inge fortsatte nemlig utrætteligt sin forskning trods dårligt helbred og perioder med stress. Sin sidste videnskabelige artikel publicerede hun som 99-årig. Anerkendelsen kom sent i Inge Leh- manns liv. Herhjemme lykkedes det hende aldrig at opnå et professorat. Først hendes indsats i USA blev ordentligt værdsat med videnskabelig priser og æresbevisninger. I 1964 blev hun æresdoktor på Columbia University, men først fire år senere på Københavns Universitet.

Sejre og gode minder

Sit fædreland glemte Inge dog aldrig, og i sit livs efterår valgte hun at tænke på sine sejre: ’Det har været et langt, rigt og tilfredsstillende liv med mange sejre og gode minder“. Hun døde i København i 1993 – som 104-årig – og blev begravet i Hørsholm ved siden af sin far. I hendes navn uddeler Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab hvert år en pris – skiftevis til en psykolog (til ære for hendes far) og en geofysiker.

I 2017 fik en buste af Inge Lehmann plads på Frue Plads – ved siden af Niels Bohrs. Endelig lige.

Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix