Næste:
Næste:

Forrygende fusion af film og gastronomi vender tilbage til København

Det grænseoverskridende filmkoncept ’Edible Cinema’ fusionerer filmoplevelsen med gastronomiske indtryk, som er specifikt tilpasset filmens scener og løfter dem til nye højder. Nu kan du sikre dig en billet til den filmiske totaloplevelse, som finder sted 12.-14. juni i Cinemateket i København.

Forestil dig at sidde i biografen og se en elskovsakt, hvor de rytmisk knirkende sengefjedre agerer metronom for en hel ejendoms beboeres gøren og laden.

Hvordan tror du, det smager?

Det spørgsmål kan du nu få svar på, når det fabelagtige filmiske sansekoncept ’Edible Cinema’ d. 12-14. juni vender tilbage til Cinemateket i København med visningen af den franske perle ’Delicatessen’.

Edible Cinema’ går skridtet videre og forsøger i stedet at skabe en sanselig fortolkning af det, der udspiller sig på lærredet.

Mad på film er langt fra noget nyt, og det er heller ikke unormalt for de fleste at dulme nerverne med popcorn og lakridser i biografmørket, når dramaet udspiller sig på lærredet. Men ’Edible Cinema’ går skridtet videre og forsøger i stedet at skabe en sanselig fortolkning af det, der udspiller sig på lærredet. For hvordan ændres din filmoplevelse, når du får serveret mad og drikke, som er specifikt tilpasset forskellige scener i filmen?

I ’Edible Cinema’ føjes smag, duft og tekstur til den klassiske, audio-visuelle filmoplevelse. Konceptet er enkelt: Efter en velkomstdrink modtager hver gæst en bakke med nummererede æsker, der indeholder smagsindtryk i snack-størrelse. Hvert smagsindtryk modsvarer en bestemt scene i filmen. Undervejs i filmen gives signal om, hvilken æske, der skal åbnes og nydes. Edible Cinemas bud på smagen af elskov er i øvrigt stegte, søde pastafjedre i rosenvand, honning og marshmallows serveret i en kop med et strejf af læbestift på kanten.

Legendarisk fransk kannibalfilm på spil

I 2016 var det Guillermo del Toros mesterværk ’Pans Labyrint’, der fik et ekstra gastronomisk gear i mørket, og henrykkede publikum ved de totalt udsolgte visninger, ligesom ’Parfumen – Historien om en morder’ gjorde det i 2017. Denne gang er det så ’Delicatessen’, som bliver behandlet, og den franske perle kunne ikke være mere velvalgt: Det er en filmisk godbid, som er mættet med groteske scener og svidende sort humor.

Instruktørerne Jean-Pierre Jeunet og Marc Caros legendariske ’Delicatessen’ fra 1991 udspiller sig i et post-apokalyptisk Frankrig, hvor der er stor mangel på kvæg, og hvor korn i stedet er blevet den gangbare valuta. Den skruppelløse slagtermester Clapet mangler desperat kød i sin forretning, og via annoncer i den lokale avis lokker han ofre til, som kan fylde disken op i ’Delicatessen’.

Når der kommer smagsindtryk på, er det med til at gøre filmoplevelsen endnu mere ekstrem.

’Delicatessen er pligtstof for filmstuderende på grund af dens høje filmkunstneriske kvalitet, så den passer perfekt til vores publikum. Men den er også ideel til Edible Cinema, fordi den i sig selv er en vanvittigt sanselig film. Når der kommer smagsindtryk på, er det med til at gøre filmoplevelsen endnu mere ekstrem. Det bliver en filmisk rutsjetur, det kan jeg godt love,’ fortæller Lotte Formenti, som er marketingansvarlig i Cinemateket.

Udfordrende koncept begejstrer og frastøder for fulde huse

Time Out har kaldt ’Edible Cinema’ for ’det ultimative ægteskab mellem mad og film’ og har tildelt konceptet en førsteplads på listen over ’Movie Experiences to Try Before You Die’.

Der har da også været rift om billetterne de sidste par gange, Edible Cinemate har besøgt Cinemateket. Derfor er det oplagt med en gentagelse af arrangementet, som på glimrende vis indrammer Cinematekets rolle som institution, mener Lotte Formenti.

’Som en del af Det Danske Filminstitut er det Cinematekets opgave at give filmhistoriske værker fornyet relevans og gøre dem interessante for en bred skare. Med Edible Cinema udfordrer vi ikke bare den traditionelle biografoplevelse. Vi føjer også dimensioner til en nyklassiker som ’Delicatessen’, der giver helt nye oplevelser med selve værket.’

Konceptet er udviklet i London af eventdesigner Polly Betton, og i København afvikles eventet i samarbejde med eksperimental-kokketeamet Blanch & Shock samt ethO’s cocktailkonsulent og bartender Christian Tang, som vil stå for at mikse aftenens drinks med Diplomático Rom.

Det eneste, du skal gøre, er at give dig hen til smagene, duftene og konsistenserne, og lade mørket og det ukendte give dig en filmisk rusketur uden sidestykke.