Næste:
Næste:

Flygtningekrisen er ikke en krise – men et dilemma, vi ikke kan løse


En båd er på vej over Middelhavet. Ombord er 50 kvinder med kurs mod Grækenlands kyst. De flygter fra mænd. Fra vold, overgreb og tvangsægteskab. Endelig når de Grækenland, hvor et nyt liv kan begynde. Hvis altså de får asyl. Det er ikke langt fra den virkelighed, vi siden 2015 har kendt som flygtningekrisen. Men det er også en 2500 år gammel skildring af den flugt, som mennesker har taget længe før vores tidregning.

Kvindelig ulykke har mange ansigter. Vores er uønsket ægteskab, herre.



Omkring 463 f.Kr. skrev den græske tragediedigter Aischylos den ældste, eksisterende tekst om flygtninge og asyl, som vi kender til. På det tidspunkt oplevede Athen en bølge af flygtninge fra øst og Nordafrika, der søgte mod bystaten, hvor demokratiet netop var blevet indført. Teksten blev opført som teaterstykket DE ASYLSØGENDE KVINDER og var Aischylos’ debatindlæg til byens diskussioner om, hvordan det nye demokrati skulle forholde sig til de mange flygtninge.

Foto: Catrine Zorn

Nu, knap 2500 år senere, sættes forestillingen op på Betty Nansen Teatret, hvor et kor af 19 unge kvinder spiller hovedrollen som de asylsøgende kvinder. På tværs af mere end to årtusinder taler de til os om et dilemma, der er præcis det samme i dag som dengang. For hvordan vælger man mellem at hjælpe mennesker i nød eller beskytte sit eget land?

”Man sætter noget på spil som samfund, når man giver asyl. Og det er en eviggyldig problematik, som vi skal blive ved med at forholde os til. Selvfølgelig er der både en masse praktiske omstændigheder i sådan en sag, men der er først og fremmest de følelsesmæssige. Og det er det dilemma, som forestillingen handler om,” siger skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen, der spiller lederen af de asylsøgende kvinder.

Fornuft eller følelse

I DE ASYLSØGENDE KVINDER flygter kvinderne til den græske by Argos, hvor de søger asyl hos byens konge. Loven forpligter ham til at give kvinderne asyl, men han frygter for både for hævntogter, krig og borgernes reaktion. Hvis han vælger at beskytte kvinderne, risikerer han sin egen bys sikkerhed.

Ida Cæcilie Rasmussen i De asylsøgende kvinder. Foto: Catrine Zorn

Mikkel Arndt i De asylsøgende kvinder. Foto: Catrine Zorn

”Det er en forestilling, som appellerer til folks dømmekraft. Og som stiller følelser op imod fornuft. Det store dilemma, som kongen står med, stiller spørgsmålstegn ved, hvordan man egentlig tager stilling til mennesker, der beder om asyl. Skal man vurdere sine egne farer, sine egne omkostninger, eller må man bare lytte til sit hjerte?” siger Ida Cæcilie Rasmussen.

Det her er ikke en krig, jeg har del i. Krigen er skyllet i land på min strand.


Kongen forsøger at sno sig uden om. ”Denne krig er ikke min krig, gid jeg aldrig havde hørt om den,” siger han. Men nu er den her, konsekvenserne af krigen, lige her på hans strand.

Ikke min krig, ikke vores krise

Da flygtningekrisen var på sit højeste i 2015 ankom mere end 1 million flygtninge til Europa. Siden er tallet faldet drastisk, og i marts måned afblæste Europa-Kommissionen så officielt flygtningekrisen: ”Europe is no longer in crisis mode,” lød udmeldingen. Lukkede grænser har dæmmet ned for krisen i vores ende af verden, men der er fortsat 37.000 mennesker, der hver dag tvinges på flugt. Ifølge tal fra FN’s flygtningeorganisation er antallet af flygtninge på verdensplan stigende, og flugten over Middelhavet koster i gennemsnit seks menneskeliv hver dag.

Fra De asylsøgende kvinder. Foto Catrine Zorn

Hvis vi hjælper, bringer vi krig til vores land. Hjælper vi ikke, bringer vi skam over os alle.

Derfor mener forestillingens instruktør, Simon Boberg, ikke, at det giver mening at tale om en krise, som kan opstå og afblæses alt efter antal. Aichylos’ flygtningedrama understreger tværtimod, at flygtningekriser er tidsløse og gentager sig igen og igen.

”Stykket minder os om, at selve præmissen for den måde, vil taler om flygtningekrisen på som en akut begivenhed, der skal løses nu og her, er forkert. Det er en helt grundlæggende omstændighed, at mennesker bevæger sig, og at disse bevægelser skaber uro. Det har altid været sådan. Jeg håber, at forestillingen kan være med til at eliminere ideen om en krise, vi skal løse, så vi stedet kan blive bedre til at forholde os til et mere grundlæggende, menneskeligt vilkår,” siger Simon Boberg.

Forestillingen kommer derfor heller ikke med et svar på, om kongen bør tage de asylsøgende ind eller ej. Hele tanken er at åbnet et spørgsmål op og finde nye nuancer i en ofte forsimplet debat – akkurat som Aischylos’ oprindelige intention for 2500 år siden.

Instruktør Simon Boberg fra prøverne på De asylsøgende kvinder. Foto: Catrine Zorn