Næste:
Næste:

Helse i den vilde natur

Båstad Hiking Festival samler friluftsmennesker til en weekend med vandreruter gennem efterårets mangfoldige, svenske natur. Festivalens epicenter er tilmed kun få timer fra København, så trænger man til en dosis klipper og dybe nåleskove, er festivalen det perfekte tilflugtssted.

Vandreture giver gode oplevelser og styrker helbredet. Sundhedseffekterne er mange – både fysisk og mentalt: Regelmæssige gåture kan eksempelvis nedsætte blodtrykket, forbrænde fedt, samt styrke knogler og muskler. Og så er det bevist, at humøret bliver løftet efter en gåtur på omkring 20 minutter eller længere.

Set i det lys stiger humøret hastigt, hvis du deltager i Båstad Hiking Festival, der foregår henover weekenden d. 11-13. oktober.

Her får du nemlig masser af kilometer i benene. Festivalen har samlet 15 forskellige ruter, som viser den naturskønne Bjäre-halvø frem fra sine bedste sider. Halvøen, der kun er et par timers kørsel væk fra København, er omhegnet af Øresund fra tre sider, indhyllet i grønne birke- og nåleskove og opbrudt af dramatiske klippeformationer fra istidens vælde. Det er den vilde natur, som hersker her.

”Vi har alle brug for at komme ud i naturen. Mange af os lever et stressfyldt liv foran computeren, vi har lange arbejdstider, men vi mangler at komme ud i naturen i weekenderne,” fortæller Annika Borgelin, projektleder hos Båstad Turism & Näringsliv.

Vi har alle brug for at komme ud i naturen. Mange af os lever et stressfyldt liv foran computeren, vi har lange arbejdstider, men vi mangler at komme ud i naturen i weekenderne.

”Naturen er den bedste medicin mod den travle livsstil, vi lever i dag. Det er en af grundene til, at folk kommer til Båstad Hiking Festival. For at opleve den fri natur og for at genoplade batterierne.”

Adventure, kyst eller kulinariske vandringer

Temaerne for årets Båstad Hiking Festival er nul procent affald og bæredygtig mad. Og netop den kulinariske del udgør en af hovedingredienserne i en 10 kilometer lang gåtur gennem den smukke Sinarpsdal. Her fører ægteparret Lindegrens deltagerne gennem dalens spisekammer og undervejs gøres der flere stop, så deltagerne kan smage lokale specialiteter.

Sidste års vandreture gennem Sinarpsdalen var indhyllet i solskin og græsklædte, bølgende bakker. Annika Borgelin håber, solen igen skinner over festivalen til oktober.

Den ene halvdel af ægteparret, Eva, er turens kreative køkkenchef, og til frokost byder hun på lækker mad med ingredienser fra parrets eget økologiske landbrug. Imellem de fornøjelige spisepauser vandrer deltagerne blandt andet gennem et bølgende bakkelandskab, som blev udformet under sidste istid for mere end 10.000 år siden. Ruten er let at komme igennem og en sanselig måde til at udforske naturens glæder.

En anden af festivalens ruter, Annika Borgelin anbefaler, er en 22 kilometer lang vandring, der snor sig igennem dybe nåleskove, åbne, landlige vidder, birkeskovens lyse efterårsfarver og ikke mindst op til højderyggen af Hallandsåsen. Herfra kan man ude i horisonten se Øresunds blå hav smelte sammen sig med den svenske kystlinje, mens man holder et velfortjent hvil. Ruten er nemlig mere krævende med sine til tider stejle bakker og skråninger, som deltagerne må forcere for at gennemføre denne vandring gennem naturens billedskønne landskab.

Alle lørdagens og søndagens udflugter er planlagt således, at deltagerne kan samles – hvis de vil – til dagens after hike. Her er mad og drikke, og festivalens deltagere kan møde ligesindede og udveksle vandrehistorier fra både nær og fjern.

Festivalen udvider med flere ruter

Ruterne bliver vandret både lørdag og søndag i en op til 30-mands gruppe og sammen med en passioneret, lokal guide, der snakker både svensk og engelsk. Til de tidlige gæster er der dog allerede planlagt tre ture fredag eftermiddag.

For at deltage i Båstad Hiking Festival skal man registrere sig på festivalens hjemmeside, bastadhikingfestival.se, hvor man også finder flere informationer. Det er gratis at tilmelde sig og flere af ruterne er ligeledes gratis at gå med på.

Andre af festivalens vandringer kræver dog betaling, da visse ruter indeholder ekstraudgifter. Eksempelvis rappelling som kræver professionelt udstyr og guide, mens en anden rute leder deltagerne gennem Kullabygden, hvor der venter et stop på lokal vingård med tilhørende smagning.

Sidste år blev Båstad Hiking Festival afholdt for første gang og hurtigt blev alle ruterne booket. I år er der endnu flere ruter, fortæller Annika Borgelin, og samtidig sørger festivalen for gratis transport ud til de forskellige ruters begyndelsesspot. Herefter starter den vilde natur sine helende effekter på vores krop og sind.